Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 28-01-2018

Disruptionsrådet til det midtjyske for at diskutere nye forretningsmodeller og udenlandsk arbejdskraft

Der er fokus på både den danske flexicuritymodel, nye beskæftigelsesformer og udenlandsk arbejdskraft, når ni ministre, inklusiv statsminister Lars Løkke Rasmussen, deltager i Disruptionsrådets møde i Herning mandag og tirsdag.

Som led i det 5. møde i Disruptionrådet skal ministre og medlemmer af rådet besøge virksomheder, uddannelser og kommuner i Midtjylland, mens beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og erhvervsminister Brian Mikkelsen som optakt besøger DI’s konference for små og mellemstore virksomheder (SMV) i Kolding. På konferencen deltager blandt andet også LO-formand Lizette Risgaard, DI-direktør Karsten Dybvad, DA-direktør Jacob Holbraad og formand for Metal, Claus Jensen.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Jeg ser frem til at blive klogere på, hvad de små og mellemstore ser som både muligheder og udfordringer i en globaliseret verden præget af hastig forandring. Små og mellemstore virksomheder er en del af rygraden i dansk erhvervsliv. Derfor er det afgørende, at vi lytter til de udfordringer, som de oplever i hverdagen. På min ture rundt i landet hører jeg fx ofte, at det er blevet sværere at skaffe hænder, og at det kan koste ordrer. Udenlandsk arbejdskraft er også noget af det, vi kommer til at diskutere på mødet i Disruptionrådet, fordi det er så afgørende, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug. Flaskehalse kan sætte en stopper for opsvinget.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen siger:

- Der er gode eksempler på små og mellemstore virksomheder, der er født digitale, og som har skabt nye forretningssucceser. Men det generelle billede er, at danske SMV’ere er markant mindre digitale end de største virksomheder. Det kan skyldes, at det i en travl hverdag er svært for dem at tilegne sig viden om den nyeste teknologi og de muligheder, digitaliseringen skaber for deres virksomhed. De mangler i mange tilfælde de nødvendige digitale kompetencer både blandt medarbejderne og ledelse. Med regeringens kommende strategi for Danmarks digitale vækst sætter vi fokus på at understøtte et digitalt løft af SMV’ere.

De to ministre og medlemmer fra Disruptionrådet deltager på SMV-konferencen mellem kl. 9.15 og 11.15. Adressen er Innovationsfabrikken, Birkemosevej 1, 6000 Kolding. Journalister har mulighed for at følge besøget.

Finansminister Kristian Jensen, innovationsminister Sophie Løhde, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll samt uddannelses- og forskningsminister Søren Pind besøger forskellige virksomheder og en kommune i det midtjyske som led i Disruptionrådets møde.

Kontakt

Pressevagt

51232830