Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 11-04-2018

1,35 millioner kroner skal hjælpe fyrede hos Tvilum Møbelfabrik

91 medarbejdere har mistet jobbet hos møbelvirksomheden Tvilum nær Silkeborg. 1,35 millioner kroner fra varslingspuljerne skal blandt andet opkvalificere de berørte medarbejdere til et nyt job.

Tvilum er i forbindelse med en konkurs overtaget af nye ejere, og 91 ud af i alt cirka 700 ansatte er blevet opsagt. Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord har bedt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen give en dispensation fra reglerne, så der kan iværksættes en særlig indsats over for de afskedigede. Den ansøgning har ministeren imødekommet.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det er trist og berører hele lokalområdet, når mange mennesker mister deres job ikke mindst, når der er tale om mange ufaglærte, som trods rekordhøj beskæftigelse kan få svært ved at finde job i lokalområdet. Derfor er det vigtigt, at vi har varslingspuljerne, så det lokale jobcenter kan give ekstra midler til at sætte ind med jobsøgningskurser og opkvalificering. Hurtig hjælp kan være udslagsgivende for, at de berørte medarbejdere kan komme hurtigt videre i et nyt job.

Af ansøgningen fremgår det, at pengene fra den ordinære og den supplerende varslingspulje blandt andet skal bruges til jobsøgningskurser og til at opkvalificere de afskedigede medarbejdere. Jobcentret kan hermed gå i gang med den særlige indsats med det samme.

Om varslingspuljen

Offentlige og private virksomheder kan via varslingspuljen få hjælp og støtte til de medarbejdere, der varsles afskediget i forbindelse med større afskedigelsesrunder. Ved større afskedigelser forstås afskedigelse af mindst 50 procent af medarbejderne på et arbejdssted med mindst 100 ansatte.

Beskæftigelsesministeren kan fravige ovenstående bestemmelse, når muligheden for at opnå anden ansættelse på det lokale arbejdsmarked er begrænset, og der er tale om afskedigelser af et ikke ubetydeligt omfang.

Varslingsmidler kan blandt andet anvendes til:

  • Jobsøgningskurser i op til to uger til beskæftigede i opsigelsesperioden.
  • Opkvalificering, herunder efter- og videreuddannelse, af de opsagte medarbejdere i opsigelsesperioden i op til otte uger, hvis opkvalificeringen er målrettet områder, hvor der er gode beskæftigelsesmuligheder.

Kontakt

Pressevagt

51232830