Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 11-09-2018

Partier vil forlænge kulturinstitutioners lånepause hos feriefond

Forhandlinger med EU om lån fra Arbejdsmarkedets Feriefond fortsætter. Partier indstiller, at man forlænger den periode, hvor lånene er i bero.

Det kræver længere tid at finde en permanent løsning for de kulturinstitutioner, der har lån i Arbejdsmarkedets Feriefond. Derfor er aftalepartierne blevet enige om at indstille til Arbejdsmarkedets Feriefond, at man forlænger den periode, hvor lånene er på pause. Lånene blev første gang sat i bero ved nytår, og aftalepartierne lægger nu op til, at den pause kører videre - foreløbigt frem til næste sommer.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Jeg kan godt forstå, hvis de involverede museer og kulturinstitutioner er utålmodige efter at få en afklaring, fordi det her er en sag, som tager lang tid, og må vi erkende også længere, end vi forventede. Desværre har det vist sig at være en yderst kompleks problemstilling, fordi det handler om EU's regler for statsstøtte. Derfor indstiller aftalepartierne til Arbejdsmarkedets Feriefond, at man forlænger den pause, der er på lånene. Jeg er også glad for, at jeg har fået partiernes opbakning til, at vi går videre med forhandlingerne med Kommissionen.

En pause indebærer, at kulturinstitutionerne i perioden frem til sommer ikke vil skulle betale deres lån tilbage.

Arbejdsmarkedets Feriefond har over en årrække lånt penge ud til en række kulturinstitutioner. I 2014 besluttede et flertal af de politiske partier bestående af S, SF, R, K og V at overføre 280 millioner kroner af fondens formue til staten samtidig med, at det blev præciseret, at fondens primære formål er at støtte vanskeligt stillede familier med ferieophold.

 

Kontakt

Pressevagt

51232830