Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 08-02-2019

Stina Vrang udpeget som formand for NFA

Stina Vrang Elias er udpeget som ny bestyrelsesformand på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) for en fireårig periode.

Administrerende direktør i Tænketanken DEA, Stina Vrang Elias er udpeget som ny bestyrelsesformand på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Bestyrelsen varetager den overordnede ledelse af NFA i henhold til ’Vedtægt for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø’. 

Stina Vrang Elias er udpeget for en fireårig periode, som løber frem til og med 2022. Hun tager over efter professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet, der har været formand for NFA’s bestyrelse siden 2001.  

Beskæftigelsesminister Troels Lund siger: 

- Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø får med Stina Vrang Elias en formand med stor viden og erfaring fra forsknings- og uddannelsesområdet og derudover et stort kendskab til det danske Arbejdsmarked. Jeg er helt sikker på, at Stina Vrang Elias er den rette til at omsætte forskningsresultater til praktiske løsninger, som kan være med til at forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne rundt omkring i virksomhederne. Det er en vigtig dagsorden, som både er til gavn for den enkelte medarbejder, virksomhederne og samfundet som helhed. Jeg vil samtidig gerne benytte lejligheden til at sige tak for indsatsen til Kjeld Møller Petersen. 

Stina Vrang Elias siger: 

- Jeg glæder mig til arbejdet som formand for NFA, der har en vigtig rolle for den danske arbejdsmiljøindsats – og således for et velfungerende dansk arbejdsmarked. Viden og forskning af høj kvalitet er afgørende for arbejdspladser, myndigheder og andre aktører i deres arbejde for at udvikle et godt arbejdsmiljø. Jeg ser frem til, at vi i bestyrelsen blandt andet skal arbejde med at blive endnu bedre til at omsætte forskernes viden til konkrete forbedringer for medarbejderne på danske arbejdspladser. Det er en vigtig og spændende opgave, der selvfølgelig kræver, at der løbende produceres solid viden på flere områder. Det kan fx være viden om, hvordan man bliver bedre til at forebygge nedslidning på arbejdsmarkedet. Jeg glæder mig til samarbejdet med bestyrelsen og NFA’s medarbejdere. 

Stina Vrang Elias er 52 år og uddannet cand.scient.adm. fra RUC. Hun er udover direktør i DEA også formand for Rådet for de grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser samt medlem af regeringens Disruptionsråd.

 

 

 

Kontakt

Pressevagt

51232830