Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 05-03-2019

Stor handicapindsats skydes i gang ved konference

Med 128 millioner kroner i ryggen igangsætter beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og børne- og socialminister Mai Mercado en fireårig indsats for at få flere mennesker med handicap i job. Det sker ved en konference onsdag i København.

Med satspuljen for 2019 er der afsat 128 millioner kroner til at opruste indsatsen på handicapområdet, så flere kan blive en del af arbejdsmarkedet. Regeringens mål er, at 13.000 personer med et større handicap skal i job frem mod 2025. Målet indgår i de beskæftigelsesmål, som beskæftigelsesministeren har meldt ud til kommunerne for 2019.

Beskæftigelsesministeren og børne- og socialministeren har derfor inviteret blandt andre landets kommuner til en inspirationsdag, der skyder indsatsen på handicapområdet i gang. Med eksempler fra virksomheder og kommuner skal konferencen inspirere alle, der i det daglige arbejder med at få personer med handicap i beskæftigelse.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Med konferencen søsætter vi en stor og nødvendig indsats for at få flere mennesker med handicap i job. Mere end hver anden med handicap står uden for arbejdsmarkedet, og sådan har det desværre været længe. Det er paradoksalt i lyset af, at beskæftigelsen i Danmark aldrig har været højere, og virksomheder har brug for arbejdskraft. Der er brug for politisk handling, og det kommer der nu. Med godt 128 millioner kroner opruster vi massivt på området, så flere mennesker med handicap kan blive en del af fællesskabet på en arbejdsplads og få mere livskvalitet.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

- Jeg er optaget af, at flere mennesker med handicap kommer i arbejde. Det er godt for virksomhederne, som får nogle dygtige medarbejdere, og for de borgere med handicap, som ønsker at bidrage til arbejdsmarkedet. Først og fremmest skal vi sætte fokus på, at mennesker med handicap er en ressource og ikke en begrænsning. Derfor sætter vi bl.a. gang i en holdningskampagne og skaber fremover én indgang for virksomhederne til viden om at ansætte mennesker med handicap.

Konferencen holdes onsdag den 6. marts kl. 12-15 i DGI-Byens konferencecenter i København.

De medvirkende kommuner og virksomheder er:

  • Nordea, som har gode erfaringer med at have ansat medarbejdere med autisme
  • Coop, som har gjort en stor indsats for at få mennesker med handicap i beskæftigelse
  • Tømrerfirmaet Egerbyg i Hvidovre, der har fokus på at rekruttere, fastholde og uddanne unge med særlige behov fx unge med psykiske diagnoser
  • Tre kommuner, Aarhus, Fredericia og Gentofte, der på hver sin måde har rykket borgere med handicap tættere på arbejdsmarkedet

Kontakt

Pressevagt

51232830