PRESSEMEDDELELSE / 12-08-2021
Ligestillingsministeren byder velkommen til Copenhagen 2021
Fra den 12.-22. august 2021 løber WorldPride og EuroGames af stablen under navnet Copenhagen 2021. Ligestillingsministeren deltager i en række aktiviteter.
For første gange nogensinde afholdes de to internationale arrangementer WorldPride og EuroGames samlet i Skandinavien. Copenhagen 2021 sætter fokus på LGBT+ personers trivsel og rettigheder nationalt og internationalt og vil blive afholdt i København og Malmø fra den 12.-22. august 2021.
WorldPride 2021 er det vigtigste internationale tilbagevendende LGBTI-arrangement i verden. Formålet er at hylde og advokere for LGBT+ rettigheder på verdensplan. EuroGames vil i 2021 bestå af 22 sportsgrene, og der forventes cirka 6.000 deltagende atleter. Formålet er blandt andet at sætte fokus på inklusion af LGBTI-personer i idrætslivet.
Regeringen har senest afsat en bevilling på 12 mio. kr. til afholdelsen af Copenhagen 2021.
Minister for ligestilling Peter Hummelgaard siger:
- Alle skal have lige muligheder for at være den, man er, og elske dem man vil. Afholdelsen af WorldPride og EuroGames i København er både en hyldest til denne frihed og et klart dansk signal om, at der skal være plads til forskellighed, og at menneskerettigheder er LGBT+ rettigheder.
- Jeg er stolt af, at Danmark i årtier har været et foregangsland i kampen for frihed og plads til forskellighed. Vi er kommet langt herhjemme, men vi er ikke i mål. Til efteråret fremsætter regeringen derfor et lovforslag, der gør det helt klart, at LGBT+ personer er beskyttet mod hadforbrydelser, hadfulde ytringer og forskelsbehandling. Vi fremsætter også lovforslag, der gør det lettere at ændre fornavn og skifte personnummer, så det stemmer med ens kønsidentitet. Ligesom vi vil gøre det enklere at få registreret et medmoderskab.
- Danmark har et ansvar for at gå forrest i EU og i resten af verden ved løbende at sætte fokus på, om vi selv kan gøre det bedre. Det handler ikke kun om lovgivning, men også om at bane vej for en kulturændring og udbrede viden. Had, intolerance og diskrimination hører ikke hjemme nogen steder. Det budskab bør vi kunne samles om, og det er Copenhagen 2021 en stærk manifestation på.
Ligestillingsministerens program under Copenhagen 2021
Mandag den 16. august
- Morgenmadsarrangement med Nordisk Ministerråd
- Deltagelse i Nordisk ministerpanel om unge LGBT+ personers trivsel
Onsdag den 18. august
- Tale ved CPH2021 Workplace Inclusion Day
Torsdag den 19. august
- Deltage i LGBT+ Danmark debatarrangement om fremtiden for LGBT+ området
- Vært ved regeringens officielle Pridereception
Fredag den 20. august
- Tale ved Interparlamentary Assembly
- Tale ved FIU-ligestillings konference om LGBT+ ligestilling på det danske arbejdsmarked
Lørdag den 21. august
- Deltage i WorldPride March