PRESSEMEDDELELSE / 17-09-2021
Håndværkere og slagteriarbejdere søger tidlig pension relativt mest
Knap 20.000 personer har ansøgt om ret til tidlig pension. Ved udgangen af august var der relativ størst søgning fra 3F og NNF.
For snart et år siden faldt aftalen om ret til tidlig pension på plads. Tidlig pension er en mulighed for at trække sig tilbage før folkepensionen for dem, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet og har haft et langt og ofte hårdt arbejdsliv. De første personer, som opnår ret til tidlig pension, kan overgå til ordningen ved årsskiftet.
Indtil den 14. september 2021 har 19.686 personer søgt om ret til tidlig pension.
En mere detaljeret opgørelse af ansøgninger fra august måned, fordelt på a-kasser, viser, at der er relativt flest ansøgere fra 3F og Fødevareforbundet NNF. Til sammenligning er der relativt færrest ansøgere fra Akademikernes a-kasse og Magistrenes a-kasse.
I den seneste opgørelse af det samlede antal ansøgninger, som Udbetaling Danmark har behandlet, har ca. 33 pct. opnået den maksimale ret til tidlig pension.
Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:
- Det glæder mig, at borgere med meget lange arbejdsliv inden længe kan gå på tidlig pension. Aftalen vil gøre en forskel for tusindvis af borgere, som kan få nogle gode seniorår, inden de er slidt helt ned.
- Jeg kan konstatere, at andelsmæssigt er flest ansøgere fra fx håndværkere og slagteriarbejdere, som ofte er begyndt tidligt på arbejdsmarkedet og ofte har haft hårde arbejdsliv. Jeg er godt tilfreds med, at modellen ikke er målrettet folk som mig selv, med en lang uddannelse og meget stillesiddende arbejde bag en skærm.
Det er muligt at få ret til tidlig pension i enten et, to eller tre år før sin folkepensionsalder. Ancienniteten bliver opgjort ved 61 år. Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, kan man få ret til tidlig pension i tre år. Har man i stedet været 43 eller 42 år på arbejdsmarkedet, kan man få ret til tidlig pension i to eller et år før folkepensionen.
Udbetaling Danmark behandler ansøgningerne om ret til tidlig pension, og ansøgerens anciennitet på arbejdsmarkedet beregnes ved at trække på oplysninger fra offentlige systemer og registre. Ansøgere kan selv supplere med egen dokumentation for blandt andet perioder på arbejdsmarkedet, som kan tælle med i beregningen af anciennitet. Det kan være relevant i tilfælde, hvor der ikke findes registeroplysninger, eller hvis man ønsker at korrigere de oplysninger, som indgår i opgørelsen fra Udbetaling Danmark.