Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 03-03-2023

Ny aftale sender over 90 millioner kroner til initiativer på beskæftigelsesområdet

Der er indgået en politisk aftale, der udmønter reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Der er blandt andet afsat penge af til initiativer for udsatte på kanten af arbejdsmarkedet.

Fredag har regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet indgået en aftale om den såkaldte SSA-reserve. Aftalen indeholder initiativer for samlet 947,7 mio. kroner over de næste tre år fordelt på henholdsvis social-, ældre-, sundheds-, beskæftigelses-, undervisnings-, ligestillings- og kulturområdet.

Aftalepartierne er blevet enige om, at 91,7 mio. kroner skal gå til en række initiativer på beskæftigelsesområdet. Godt 40 mio. kroner går til at fortsætte IPS-indsatsen. Den har fokus på en håndholdt indsats for personer med alvorlig psykisk sygdom for at få dem ind på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Der er desuden afsat ca. 40 mio. kroner til projektet High:five, der giver ekstra støtte til kriminalitetstruede unge.

Derudover har aftalekredsen prioriteret penge til Projekt Joballiancen, som udmøntes i regi af organisationen Ligeværd. Med initiativet får flere unge og voksne med psykiske lidelser, funktionsnedsættelser eller andre sociale udfordringer hjælp til at komme i beskæftigelse eller uddannelse.

Endelig er der afsat 2,5 mio. kroner til at gennemføre handicappolitiske topmøder.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger

- Jeg er glad for, at vi i fællesskab har lavet en balanceret aftale for, hvordan midlerne fra SSA-reserven skal fordeles. Vi er nået i mål med at prioritere IPS-indsats for personer med alvorlig psykisk sygdom, og vi viderefører støtten til projektet High:five, der hjælper kriminalitetstruede unge, som har brug for ekstra støtte. Det er begge vigtige initiativer, der allerede har vist, at de kan være et godt skridt på vejen til at få flere i beskæftigelse eller uddannelse.

Kontakt

Pressevagt

51232830