Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 29-05-2023

Ekspertgruppe skal komme med forslag til fremtidens beskæftigelsesindsats

Regeringen har nedsat en ekspertgruppe, der skal se på, hvordan et nyt beskæftigelsessystem kan se ud.

Regeringen ønsker at tænke beskæftigelsesindsatsens forfra. Borgeren skal i centrum, og der skal gives frihed til både sagsbehandlere og ledige samtidig med, at udgifterne skal reduceres med 3 mia. kroner i 2030.

Regeringen har derfor nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats. Ekspertgruppen skal over det næste år undersøge og komme med forslag til modeller for en reform af beskæftigelsesindsatsen med fokus på større frihed, forenkling og værdighed.

Ekspertgruppen vil have en tæt dialog med kommuner, borgmestre, a-kasser, private aktører, borgere og andre interessenter. Den brede vifte af input skal bidrage til, at den kommende reform står på et stærkt fagligt fundament, og der i størst mulige omfang er taget højde for utilsigtede følgevirkninger.

Der er derudover nedsat en følgegruppe af centrale interessenter og aktører, som løbende vil komme med indspark til ekspertgruppen. Ekspertgruppen vil samtidig i sit arbejde prioritere en åben arbejdsgang med mulighed for offentlig debat og input udefra.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Der er behov for at lave en gennemgribende reform af hele beskæftigelsesindsatsen, hvor vi ser alt for mange eksempler på, at folk kommer i klemme. Vi ønsker et mere værdigt system og så skal vi have fokus på kerneopgaven – at få mennesker i arbejde. Jeg vil gerne takke Claus Thustrup Kreiner for at påtage sig den store opgave, og jeg glæder mig til at læse resultaterne af arbejdet om et års tid.

Formand for ekspertgruppen, Claus Thustrup Kreiner, siger:

- Jeg er stolt over at blive betroet denne store opgave, som betyder så meget for så mange mennesker – både på den ene og den anden side af bordet. Jeg er også klar over, at det ikke bliver nogen let opgave. Et år kan lyde af meget, men der er mange grene og knopskydninger, som vi i ekspertgruppen skal dykke ned i. Jeg er spændt på arbejdet, og jeg er sikker på, at gruppen i fællesskab nok skal komme frem til nogle anbefalinger, som politikerne kan arbejde videre med.

Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats skal afrapportere i juni 2024.

Ekspertgruppens medlemmer

  • Claus Thustrup Kreiner, professor i økonomi og leder af grundforskningscenteret CEBI ved Københavns Universitet

  • Iben Bolvig, ph.d. i økonomi og seniorforsker ved VIVE

  • Jakob Egholt Søgaard, ph.d. i økonomi og adjunkt ved Københavns Universitet

  • Michael Rosholm, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

  • Peter Karm, kommunaldirektør i Haderslev Kommune

  • Vibeke Jensen, forvaltningschef, beskæftigelsesområdet i Aarhus Kommune

Følgegruppens medlemmer

  • Akademikerne

  • Borgerrådgivere fra Ballerup Kommune og Randers Kommune

  • Dansk Arbejdsgiverforening

  • Dansk Socialrådgiverforening  
              
  • Danske A-kasser    
        
  • Fagbevægelsens Hovedorganisation      
                         
  • HK Kommunal           
     
  • Kommunernes Landsforening  

  • Marselisborg, privat leverandør  

  • Rådet for Socialt Udsatte

Kontakt

Pressevagt

51232830