NYHED / 28-03-2019
Bredt flertal vedtager obligatorisk pensionsopsparing
Fremover skal langt de fleste på overførselsindkomst indbetale 0,3 procent af deres ydelse til en pensionsopsparing, der bliver udbetalt, når de runder pensionsalderen. Forslaget er vedtaget af et bredt flertal i folketinget torsdag og træder i kraft i det nye år.
Samtidig får pensionister, der allerede er gået på pension lidt flere penge, som tidligere gik til satspuljen. Det gør de, fordi satspuljen, som vi kender den i dag, bliver afskaffet med lovforslaget. Det betyder, at folkepensionen fra 2020 i stedet skal følge lønudviklingen.
De andre overførselsgrupper, som er omfattet af ordningen, vil heller ikke bidrage til satspuljen, men vil altså i stedet få pengene indbetalt på en obligatorisk pensionsopsparing.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:
- Det er vigtigt, at pensionisterne får lidt mere til sig selv og ikke fremover skal give en del til satspuljen. Det synes jeg er rimeligt.
- Derudover er det vigtigt, at så mange som muligt sparer op til deres pension, og det ikke kun er folk på arbejdsmarkedet, som kan supplere deres folkepension. Det sikrer vi på denne måde uden, at vi sløjfer penge til projekter til udsatte, der i stedet vil blive finansieret via Finansloven.
Helt konkret betyder de nye regler, at folkepensionister får lidt flere penge mellem hænderne i de kommende år, mens fx en kontanthjælpsmodtager får indbetalt flere penge til en obligatorisk pensionsordning, og dermed får en bedre pension, når pensionsalderen kommer.