Spring over hovedmenu

NYHED / 21-09-2022

Første delrapport af vikaranalyse

Regionerne har samlede udgifter til eksterne vikarer for sygeplejersker og SOSU-medarbejdere på omkring 250 mio. kroner årligt. Det viser den første delrapport om brugen af private vikarbureauer i kommuner og regioner.

Regeringen, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner (DR) blev med aftalerne om henholdsvis kommunernes og regionernes økonomi for 2023 enige om at gennemføre en analyse af forbruget af eksterne vikarer i kommuner og regioner både i sundhedsvæsenet og på ældreområdet.

Første delrapport viser, at omkring 1.800 sygeplejersker arbejdede i private vikarbureauer (såkaldte eksterne vikarbureauer) i gennemsnit hver måned. Det svarer til 610 fuldtidspersoner i 2019. Heraf arbejdede ca. 630 sygeplejersker samtidig på et hospital, og ca. 600 sygeplejersker var udelukkende ansat i et eksternt vikarbureau. Der er ikke data for 2022 endnu, så af hensyn til COVID-19 krisens atypiske pres på sundhedsvæsenet tages der udgangspunkt i 2019.

Rapporten kigger udelukkende på eksterne vikarer og tager derfor ikke højde for udgifter til interne vikarer eller diverse aftaler om overtidsbetaling.

Regionernes samlede udgifter til eksterne vikarer inden for plejepersonale (sygeplejersker og SOSU-medarbejdere) var i perioden 2017-2021 på omkring 250 mio. kroner årligt.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Det er vigtigt, at vi bruger lønkronerne i det offentlige bedst muligt. Der er store udfordringer med at rekruttere og fastholde de nødvendige hænder og hoveder for at opretholde vores velfærdssamfund, og de udfordringer bliver kun større i de kommende år. Vi står på tærsklen til en perfekt storm, hvis vi ikke gør noget.

- Når jeg har talt med ansatte på sygehuse og plejehjem, så er brugen af vikarer været en af de første ting, som de har gjort mig opmærksom på. De vil – naturligvis – hellere have faste kollegaer, som de kender. Jeg er glad for, at vi nu har de første data om de eksterne vikarer i regionerne, og jeg ser frem til den endelige rapport. Rapporten forholder sig kun til en delmængde af udfordringerne med vikarer, og jeg hører også, at brugen af interne vikarer kan være en del af problemet. Det vil vi se nærmere på.

- De endelige resultater og den samlede rapport forventes færdig i februar 2023. Den vil også omfatte eksterne vikarer i den kommunale ældrepleje samt data for udgifter til eksterne vikarer i den kommunale ældrepleje.

Kontakt

Pressevagt

51232830