Spring over hovedmenu

NYHED / 10-02-2023

Ny inflationshjælp på vej

Regeringen og en række af Folketingets partier har indgået en aftale om ny inflationspakke

Aftalepartierne bag en ny inflationspakke er i dag blevet enige om en række tiltag, der skal hjælpe hårdt ramte danskere i en svær økonomisk tid.

På Beskæftigelsesministeriets område er aftalepartierne blevet enige om at udbetale et ekstra skattefrit engangsbeløb på 5.000 kr. i 2023 til de folkepensionister, der er berettiget til og får udbetalt ældrechecken for 2023. Beløbet bliver ikke modregnet i borgernes ydelser. Beløbet forventes udbetalt medio maj 2023.

Med engangsbeløbet gives en håndsrækning til de pensionister, som har en begrænset likvid formue og relativt beskedne supplerende indkomster, og som derfor rammes særligt hårdt af de stigende priser.

Samtidig er der også afsat 300 mio. kr. til økonomisk udsatte børnefamilier. De 300 mio. kr. vil senere blive udmøntet efter drøftelser med Folketingets partier i Beskæftigelsesministeriet.

Læs den samlede inflationspakke og aftaletekst på Finansministeriets hjemmeside.

Kontakt

Pressevagt

51232830