Spring over hovedmenu

NYHED / 19-12-2023

Mindstelønsdirektivet: Regeringen afgiver nyt indlæg i EU-Domstolssag

Regeringen har afgivet bemærkninger til interventionsindlæg fra Kommissionen og otte medlemslande. Dermed slutter den skriftlige behandling af annullationssøgsmålet ved EU-Domstolen.

Siden regeringen den 18. januar 2023 anlagde søgsmål mod Rådet og Europa-Parlamentet med påstand om annullation af mindstelønsdirektivet, har der kørt en skriftlig proces ved EU-Domstolen. Senest har Kommissionen og otte medlemslande valgt at gå ind i sagen – flertallet til støtte for Rådet og Europa-Parlamentet, men også en enkelt til støtte for Danmark. Regeringen har afgivet sine bemærkninger til disse ni ”intervenienter”.

Mindstelønsdirektivet blev vedtaget den 4. oktober 2022 og trådte i kraft den 14. november 2022. Medlemslandene skal inden for to år implementere direktivet. Medlemslandene skal gennemføre direktivet, selvom der kører en sag ved EU-Domstolen.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Mindstelønsdirektivet er et stykke lovgivning uden fortilfælde. Regeringen, et bredt flertal i Folketinget og arbejdsmarkedets parter har været stærkt kritiske igennem hele forløbet.

- Den skriftlige proces har ikke ændret på vores vurdering. Vi mener fortsat ikke, at der er hjemmel i traktaterne til mindstelønsdirektivet. Det er rigtig positivt, at EU-Domstolen får mulighed for at vurdere sagen – og forhåbentlig give os medhold.

Kontakt

Pressevagt

51232830