NYHED / 11-03-2024
13 lande støtter Danmark: Tempoet for fælles grænseværdier for farlige stoffer i EU skal op
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har taget initiativ til at sende et brev til kommissær Nicolas Schmit for at fremskynde processer for at begrænse arbejdstageres eksponering mod farlige stoffer i arbejdsmiljøet i EU. 13 andre lande er medunderskrivere.
Alt for mange arbejdstagere bliver stadig syge af at gå på arbejde. Selvom EU allerede har løftet beskyttelsesniveauet væsentligt i forhold til en række farlige stoffer - senest for asbest - er der stadig meget kemi, hvor grænseværdierne enten er for høje eller ligefrem ureguleret. Der er derfor lang vej igen, når det kommer til at sikre en høj beskyttelse af arbejdstagere i hele Europa.
Den opgave ser beskæftigelsesministeren som en af de mest centrale for EU at håndtere på beskæftigelsesområdet. Ane Halsboe-Jørgensen har derfor taget initiativ til at sende et brev til kommissær Nicolas Schmidt, hvori beskæftigelsesministeren og 13 ministerkollegaer opfordrer EU-Kommissionen til at øge hastigheden i arbejdet med at fastsætte grænseværdier for farlige stoffer i arbejdsmiljøet.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Ingen skal blive syge af at gå på arbejde – hverken herhjemme eller i resten af EU. Derfor er det vigtigt for mig, at vi speeder processen op, så vi undgår, at arbejdstagere udsættes for farlig kemi på arbejdspladsen mest muligt.
- Jeg er rigtig glad for, at så mange lande allerede bakker op om vores initiativ. Det bekræfter mig i, at vi sammen i EU kan gøre en endnu større forskel for danske og europæiske arbejdstageres sikkerhed og sundhed.
Beskæftigelsesministeren vil på mandagens møde i EPSCO orientere om initiativet. 13 andre medlemslande har tilsluttet sig initiativet.
Brevet er foruden Danmark underskrevet af Cypern, Tjekkiet, Finland, Frankrig, Tyskland, Italien, Litauen, Luxemburg, Nederlandene, Portugal, Slovenien, Spanien og Sverige.