Spring over hovedmenu

NYHED / 30-04-2024

EU-hjælp til ledige efter lukning af slagteri i Sæby

23 mio. kroner er på vej til Frederikshavn Kommune. Pengene skal gå til at hjælpe ledige efter lukning af slagteri i Sæby tilbage i job.

Indsatsen for at opkvalificere og hjælpe tidligere ansatte på Danish Crowns nedlagte slagteri i Sæby tilbage på arbejdsmarkedet får nu en pæn økonomisk indsprøjtning.

EU-Kommissionen har bevilget godt 23 mio. kroner til indsatsen for de 390 personer, der ved ansøgningens tidspunkt i efteråret 2023 fortsat var ledige. De 60 pct. af pengene kommer fra Globaliseringsfonden i EU. Resten er national medfinansiering.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Rigtig mange slås stadig for at finde et nyt job efter den mavepuster, det var for medarbejdere og lokalsamfund, når en stor virksomhed efter over 100 år lukker. Det er glædeligt, at der kommer flere penge, for hjælpen er der fortsat hårdt brug for.

- Men det er også værd at nævne, at mange har fundet vej tilbage til arbejdsmarkedet. Den indsats, som de ledige og de omkringliggende kommuner har lagt for dagen for at komme ud af krisen, vidner om den nordjyske stædighed og det sammenhold, jeg kender så godt.

- Arbejdsmarkedet buldrer generelt stadig derud af, og selvom der er visse tegn på en opbremsning, så er vi et rigtigt godt sted. Jeg håber, at vi kan få samlet de sidste op, og de igen kan få et job at stå op til.

Danish Crown lukkede i april sidste år slagteriet i Sæby, og omkring 800 medarbejdere blev afskediget.

Frederikshavn Kommune fik 7,9 mio. kroner fra varslingspuljen til at hjælpe de fyrede medarbejdere tilbage i job. Derudover tog kommunen initiativ til, at Danmark søgte EU-midler til indsatsen – midler som altså nu er blevet bevilget.

Kontakt

Pressevagt

51232830