Spring over hovedmenu

NYHED / 03-04-2024

Uge 14 i Folketinget

Autorisationsordning for nedrivning af asbest og tidlig pension er i denne uge på dagsordenen, når beskæftigelsesministeren Ane Halsboe- Jørgensen, skal i Folketinget.

Torsdag den 4. april skal beskæftigelsesministeren deltage i 1. behandlingen af to lovforslag. Det ene lovforslag handler om at sikre, at opskoling tæller med i ancienniteten til tidlig pension, som det også var hensigten med aftalen. Med det andet lovforslag lægges der op til, at nedrivning af asbestholdigt materiale fremover skal udføres af virksomheder, der er autoriserede. 

L 136 om tidlig pension

Lovforslaget fremsættes som opfølgning på Aftale om en ny ret til tidlig pension af 10. oktober 2020 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Med lovforslaget foreslås det at skabe de lovgivningsmæssige rammer for, at ansøgere om tidlig pension kan få perioder under opskoling med løbende arbejdsgiverbetalt supplerende aflønning medregnet til anciennitet til tidlig pension. Justeringen følger intentionen bag den politiske aftale om en ny ret til tidlig pension, idet uddannelse med løn i dag tæller med i anciennitetsopgørelsen. Det vil være en betingelse, at personen er blevet opskolet til et højere uddannelsesniveau inden for samme branche som led i et ansættelsesforhold.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

L 137 om autorisationsordning for nedrivning af asbest

Lovforslaget udmønter dele af den politiske aftale fra 30. marts 2023 om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping mellem regeringen (Socialdemokratiet,
Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige.

Med lovforslaget foreslås det at indføre krav om, at nedrivning af asbestholdigt materiale kun må udføres af virksomheder, der er autoriseret hertil, og at tilvejebringe hjemmelsgrundlaget
for en autorisationsordning.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Kontakt

Pressevagt

51232830