Spring over hovedmenu

NYHED / 22-04-2024

Uge 17 i Folketinget

I denne uge er arbejdsrelateret stress og skærpede optjeningsregler for kontanthjælp på dagsordenen, når beskæftigelsesministeren Ane Halsboe-Jørgensen skal i Folketinget.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen er onsdag den 24. april 2024 kaldt i samråd om arbejdsrelateret stress. Samrådsspørgsmålene tager udgangspunkt i analysen “Stress koster 55 mia. kr. om året”, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet i samarbejde med HK. 

Dagen efter, torsdag den 25. april, skal beskæftigelsesministeren deltage i 1. behandling af lovforslaget L 152, der har til formål at skærpe betingelserne for at opnå ret til kontanthjælp. 

Derudover fremsættes der onsdag tre lovforslag på Beskæftigelsesministeriets området:

  • Lovforslag om ret til lommepengejob til kriminalitetstruede unge.
  • Lovforslag om fradragsret for indbetalinger til aldersopsparinger og ændring til AM-bidragspligtig indkomst.
  • Lovforslag om neutralisering af virkningen på indkomstoverførslerne fra de beskæftigedes stigende arbejdstid som følge af afskaffelsen af Store Bededag som helligdag.

Samråd om arbejdsrelateret stress

Karsten Hønge (SF) og Astrid Carøe (SF) har bedt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen om at besvare følgende samrådsspørgsmål:

Vil ministeren med udgangspunkt i analysen “Stress koster 55 mia. kr. om året” udgivet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i samarbejde med HK den 10. marts 2024, besvare følgende spørgsmål:

  • Hvad er ministerens holdning til analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og HK, der konkluderer, at arbejdsrelateret stress reducerer det effektive arbejdsudbud med 55.600 fuldtidsbeskæftigede, medførende et årligt velstandstab på næsten 55 mia. kr.?

  • Anerkender ministeren, at der er et arbejdsudbudspotentiale ved at mindske stress, og er ministeren enig, at en reduktion af arbejdsrelateret stress på 20 pct. vil øge velstanden med knap 11 mia. kr., forbedre de offentlige finanser med 1,5 mia. kr. og øge det effektive arbejdsudbud med 11.000 fuldtidsstillinger, som det fremgår af analysen?

  • Hvad vil ministeren gøre for at sikre et bedre arbejdsmiljø, der mindsker antallet af sygemeldte lønmodtagere, som enten må holde pause fra arbejdsmarkedet eller nedskalere deres arbejdstid på grund af arbejdsrelateret stress?
Læs om samrådsspørgsmålet på Folketingets hjemmeside

Lovforslag L 152 om skærpede optjeningsregler for kontanthjælp

Lovforslaget har til formål at skærpe betingelserne for at opnå ret til kontanthjælp. Regeringen indgik i efteråret 2023 tre delaftaler på kontanthjælpsområdet, og dette lovforslag udmønter ”Aftale om skærpede optjeningsregler for kontanthjælp”, som blev indgået af regeringen, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Med lovforslaget udvides personkredsen, der skal opfylde et krav om fuldtidsbeskæftigelse i mindst 2,5 år inden for de seneste 10 år for at modtage uddannelses- eller kontanthjælp. Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2024.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Kontakt

Pressevagt

51232830