Spring over hovedmenu

NYHED / 30-05-2024

Kriminalitetstruede unge får ret til lommepengejob

Et lommepengejob skal hjælpe unge væk fra kriminalitet. Lovforslaget er vedtaget af et bredt politisk flertal på Christiansborg.

Fra den 1. juli 2024 får kriminalitetstruede unge ret til at få tilbudt et lommepengejob. Det vedtog et bredt politisk flertal i Folketinget torsdag.

Lommepengejobbet skal være med til, at de unge bliver vist ansvar og tillid og kommer væk fra kriminalitet. Det kan være på enten det private eller offentlige arbejdsmarked, og det skal etableres på almindelige løn- og arbejdsvilkår – herunder de særlige arbejdsmiljøregler, der gælder for unge under 18 år.

Kommunerne skal tilbyde unge mellem 13-17 år et lommepengejob, hvis de unge bliver henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, eller kommunen får dokumentation fra politiet om, at de er mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet. Lommepengejobbet skal være oprettet senest en måned efter, at den unge har sagt ja til tilbuddet.

Lovforslaget om ret til lommepengejob til kriminalitetstruede unge er et led i udmøntning af aftale om ”Bandepakke IV – trygge nabolag i hele Danmark”, som blev indgået i november sidste år af S, V, M, SF, DD, LA, K, RV, DF og NB.

Lovforslaget træder i kraft 1. juli 2024.

Kontakt

Pressevagt

51232830