Spring over hovedmenu

NYHED / 08-10-2024

Uge 41 i Folketinget

Det nye folketingsår er i fuld gang. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen skal i denne uge besvare to mundtlige § 20-spørgsmål og deltage i behandlingen af tre lovforslag.

Onsdag den 9. oktober skal beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen besvare to mundtlige §20-spørgsmål. Det drejer sig om:

  • S 50 om hvordan beskæftigelsesindsatsen, virksomhedsindsatsen og indsatsen rettet mod områder med mangel på arbejdskraft og områder med høj ledighed skal varetages, hvis de regionale arbejdsmarkedsråd nedlægges.
  • S 51 om at forbedre mulighederne for at hjælpe ansatte og tidligere ansatte, som har varetaget et højrisikojob i staten, og som efterfølgende rammes af bl.a. PTSD.

Dagen efter, torsdag den 10. oktober, skal tre lovforslag 1. behandles. Det drejer sig om:

  • Lovforslag L 14, der fastsætter krav til de boliger, som arbejdsgiver stiller til rådighed for ansatte.
  • Lovforslag L 15, der styrker indsatsen mod illegal arbejdskraft. 
  • Lovforslag L 16, der forhøjer ældrechecken og hæver private arbejdsgiveres og selvstændiges bidrag til barsel.dk.

 

§ 20-spørgsmål S 50 om nedlæggelse af de regionale arbejdsmarkedsråd

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen er blevet bedt om at besvare følgende:

Hvordan vil ministeren sikre, at beskæftigelsesindsatsen, virksomhedsindsatsen og indsatsen rettet mod områder med mangel på arbejdskraft og områder med høj ledighed bliver varetaget nu, hvor regeringen agter at nedlægge de regionale arbejdsmarkedsråd?

Spørgsmålet er stillet af Victoria Velasquez (EL).

Læs mere om spørgsmålet på Folketingets hjemmeside

§ 20-spørgsmål S 51 om ansatte med PTSD

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen er blevet bedt om at besvare følgende:

Vil ministeren være med til at forbedre mulighederne for at hjælpe ansatte og tidligere ansatte, som har varetaget et højrisikojob i staten, og som efterfølgende rammes af bl.a. PTSD?

Spørgsmålet er stillet af Victoria Velasquez (EL).

Læs mere om spørgsmålet på Folketingets hjemmeside

Lovforslag L 14 om indkvartering af ansatte

Lovforslaget udmønter forslaget om boligtilsyn i aftalen af 23. maj 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet, om en styrket indsats mod social dumping.

Med lovforslaget etableres ny hovedlov, der fastsætter krav til de boliger, som arbejdsgiver stiller til rådighed for ansatte. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at kravene til boligen i den nye lov svarer til eksisterende boligkrav, og at der ikke med forslaget indføres en ny standard for boliger i Danmark.

Loven skal træde i kraft den 1. juli 2025.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Lovforslag L 15 om udstationering af lønmodtagere

Lovforslaget udmønter forslaget om en styrket indsats mod illegal arbejdskraft fra den politiske aftale af 23. maj 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet, om en styrket indsats mod social dumping.

Med lovforslaget styrkes indsatsen mod brugen af illegal arbejdskraft gennem en række ændringer i udstationeringsloven og udlændingeloven, der opstiller nye krav til ansatte og udenlandske arbejdsgivere.

Det foreslås, at forslaget træder i kraft den 1. januar 2025. Dog vil nye oplysningskrav i RUT først træde i kraft den 1. januar 2026.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Lovforslag L 16 om højere ældrecheck

Lovforslaget udmønter dele af den politiske aftale af 15. december 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om Grøn luftfart i Danmark.

Med lovforslaget forhøjes den supplerende pensionsydelse (ældrechecken) med 4.800 kr. årligt i 2024-pl (svarende til 5.000 kr. i 2025-pl). Merudgifterne finansieres af en passagerafgift på flyrejser.

Lovforslaget indeholder desuden en ændring af barselsudligningsloven, som forhøjer private arbejdsgiveres og selvstændiges årlige bidrag til Barsel.dk fra 1.350 kr. til 1.550 kr.

Derudover gennemføres med lovforslaget en række tekniske ændringer i lov om Udbetaling Danmark.

Loven skal træde i kraft den 1. januar 2025.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Kontakt

Pressevagt

51232830