Spring over hovedmenu

NYHED / 22-10-2024

Uge 43 i Folketinget

Kontanthjælpssystemet er i denne uge på dagsordenen, når beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen skal i Folketinget.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen skal torsdag den 24. oktober deltage i 1. behandlingen af to lovforslag. Det drejer sig om:

  • Lovforslag, L 12, der har til formål at indføre en arbejdspligt til borgere, som ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravene i kontanthjælpssystemet.
  • Lovforslag, L 13, der har til formål at skabe et mere gennemskueligt kontanthjælpssystem.

 

Lovforslag L 12 om ny arbejdspligt

Lovforslaget har til formål at indføre en arbejdspligt for borgere, der ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravene i kontanthjælpssystemet. Disse borgere skal som udgangspunkt deltage i op til 37 timers indsats om ugen, som kan bestå af virksomhedspraktik, løntilskud, nytteindsats og i særlige tilfælde vejledning og opkvalificering.

Lovforslaget udmønter Aftale om en ny arbejdspligt med klare krav til borgere i kontanthjælpssystemet som ikke opfylder optjeningsreglerne, som regeringen, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti indgik i oktober 2023

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025, og at arbejdspligten bliver indfaset gradvist i løbet af 2025.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Lovforslag L 13 om reform af kontanthjælpssystemet

Lovforslaget har til formål at skabe et mere gennemskueligt kontanthjælpssystem, hvor der samtidig er en tydelig økonomisk gevinst ved at tage et arbejde på lavtlønsområdet.

Lovforslaget udmønter Aftale om nyt kontanthjælpssystem – flere i arbejde, enklere regler og færre børn i lavindkomst, som regeringen, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik i oktober 2023.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025, og at den får virkning for borgere, der modtager eller ansøger om hjælp i kontanthjælpssystemet efter den 1. juli 2025.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Kontakt

Pressevagt

51232830