NYHED / 25-11-2024
Finanslov 2025 med flere initiativer på Beskæftigelsesministeriets område
Med finansloven for 2025 er der blandt andet afsat midler til at forbedre barselsvilkårene for forældre til nyfødte børn, der indlægges efter fødslen, og til at styrke indsatsen for de 43.000 unge, der hverken er under uddannelse eller i arbejde.
Finansloven for 2025 er på plads. På Beskæftigelsesministeriets område er der afsat midler til en række initiativer. To af initiativerne udspringer af finanslovsaftalen for 2025, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har indgået med Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre. Det drejer sig om:
- Bedre barselsvilkår til forældre til nyfødte børn, der indlægges efter fødslen
Der er afsat 5,0 mio. kr. i 2025 og 20,9 mio. kr. årligt fra 2026 til at udvide grænsen for, hvor længe barselsorloven kan forlænges i forbindelse med hospitalsindlæggelse af nyfødte børn, fra de nuværende tre måneder til 12 måneder. - Udvidet ret til sorgorlov
Der er afsat 0,9 mio. kr. i 2025 og 1,6 mio. kr. fra 2026 til at udvide retten til dagpenge under sorgorlov til forældre, der mister et barn, og som forinden har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i mere end to år, fordi de har passet deres syge barn og ikke har kunnet gå på arbejde. Fremover får de også ret til 26 ugers dagpenge under sorgorlov, så de ikke stilles dårligere end andre forældre, der har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i mindre end to år.
Finansloven indeholder derudover flere initiativer på Beskæftigelsesministeriets område. Det drejer sig bl.a. om:
- Indsats for unge uden uddannelse eller beskæftigelse
Der er afsat 325 mio. kr. i perioden 2025-2028 til at styrke indsatsen for de 43.000 unge uden uddannelse eller arbejde. I oktober 2024 indgik regeringen, SF, Konservative og Radikale Venstre en aftale om ungeløft, hvor der er fokus på at hjælpe unge uden uddannelse eller arbejde ind på arbejdsmarkedet. Aftalepartierne afsætter mere end 1,3 mia. kr. frem mod 2035 til unge uden uddannelse og beskæftigelse. Aftalen finansieres af midlerne fra finanslovsaftalen og af den 10-årige reserve til udsatte unge, der blev afsat. - Elever og lærlinge fritages for kontingent
Der er afsat 9,8 mio. kroner årligt i perioden 2025-2027 og varigt 9,7 mio. kr. fra 2028 til at sidestille lærlinge og elever med SU-studerende, så de heller ikke skal betale kontingent til deres a-kasse. - Trygge og sikre rammer for unge i fritidsjob
Der er afsat varigt 5 mio. kr. årligt fra 2025 til at styrke jobpatruljen, som udbreder kendskab til reglerne om unges arbejdsmiljø. Initiativet udspringer af den fælles forståelse for flere fritidsjob, som regeringen indgik med arbejdsmarkedets parter i juni 2024. - Indsats for ordblinde og læse-, skrive- og regnesvage
Der er afsat 10,4 mio. kr. i 2025 til at videreføre indsatsen, der understøtter arbejdet med at opspore og opkvalificere borgere, som er ordblinde eller har udfordringer med at læse, skrive eller regne.