Spring over hovedmenu

NYHED / 13-01-2025

Uge 3 i Folketinget

I denne uge er blandt andet entreprenørstop og førtidspension på dagsordenen, når beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen skal i Folketinget.

Onsdag den 15. januar skal beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen besvare to mundtlige § 20-spørgsmål. Det drejer sig om S 441 om falske uddannelsesbeviser og S 462 om ikke-vestlige indvandrere på førtidspension. 

Torsdag den 16. januar skal ministeren deltage i 1. behandlingen af lovforslag L 15 om entreprenørstop som sanktion på byggepladser. Derudover skal ministeren deltage i 1. behandlingen af B 34 om genvurdering af førtidspensionssager samt 1. behandlingen af B 41 om fleksibilitet i arbejdslivet.

Samme dag skal ministeren i samråd om indvandrere og efterkommere på førtidspension.

Lovforslag L 115 om entreprenørstop

Lovforslaget udmønter en del af den politiske aftale, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet indgik den 23. maj 2024 om en styrket indsats mod social dumping.

Med lovforslaget indføres regler om, at Arbejdstilsynet i særlige tilfælde kan give påbud om, at den eller de entreprenører, der har indgået aftale med bygherren om arbejde på en byggeplads, skal stoppe deres eget og alle underentreprenørernes arbejde på byggepladsen (entreprenørstop).

Det foreslås, at lovændringen for så vidt angår bøderne træder i kraft og får virkning fra den 1. juli 2025, og for så vidt angår entreprenørstop træder i kraft og får virkning fra 1. januar 2026.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

§ 20-spørgsmål S 441 om falske uddannelsesbeviser

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen er blevet bedt om at besvare følgende:

Hvilke initiativer har ministeren tænkt sig at tage for at forhindre udbredelsen af falske uddannelsesbeviser og -certifikater vedrørende asbestarbejde?

Spørgsmålet er stillet af Karsten Hønge (SF).

Læs mere om spørgsmålet på Folketingets hjemmeside

§ 20-spørgsmål S 462 om førtidspension

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen er blevet bedt om at besvare følgende:

Hvad mener ministeren om, at ikkevestlige indvandrere ifølge en artikel på berlingske.dk langt sjældnere end personer med dansk oprindelse får deres førtidspension revurderet og frakendt?

Spørgsmålet er stillet af Charlotte Munch (DD).

Læs mere om spørgsmålet på Folketingets hjemmeside

Beslutningsforslag B 34 om genvurdering af førtidspension

Beslutningsforslaget går ud på at sikre en genvurdering af, om en række personer med udenlandsk baggrund fortsat bør modtage førtidspension.

Beslutningsforslaget er fremsat af Nick Zimmermann (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Mette Thiesen (DF).

Læs mere om beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside

Beslutningsforslag B 41 om fleksibilitet i arbejdslivet

Beslutningsforslaget har til formål at give danskerne bedre mulighed for at tage orlov, arbejde på nedsat tid og få mere fleksibilitet i arbejdslivet.

Forslaget er fremsat af Christina Olumeko (ALT), Helene Brydensholt (ALT), Sascha Faxe (ALT), Torsten Gejl (ALT) og Franciska Rosenkilde (ALT).

Læs mere om beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside

Samrådsspørgsmål E

Hvad agter ministeren at gøre ved den voldsomme stigning af indvandrere og efterkommere af indvandrere, som modtager førtidspension, særligt set i det perspektiv, at færre danskere modtager førtidspension?

Spørgsmålet er stillet af Mikkel Bjørn (DF)

Læs mere om spørgsmålet på Folketingets hjemmeside

Kontakt

Pressevagt

51232830