Spring over hovedmenu

NYHED / 10-03-2025

Uge 11 i Folketinget

Entreprenørstop, fritidsjob og bedre vilkår for iværksættere er blandt andet på dagsordenen, når beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i denne uge skal i Folketinget.

Onsdag den 12. marts skal beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen deltage i et samråd om modregning i pension. 

Dagen efter, torsdag den 13. marts, skal beskæftigelsesministeren deltage i 2. behandlingen af lovforslag L 115 om entreprenørstop, der giver Arbejdstilsynet et nyt redskab til at sætte ind over for social dumping.

Derudover skal ministeren deltage i 1. behandlingen af lovforslag L 143, der udmønter initiativer fra den politiske aftale om fritidsjob, og L 150 om bedre vilkår for iværksættere, når de bliver ledige eller er på barsel. 

Lovforslag L 115 om entreprenørstop

Lovforslaget udmønter en del af den politiske aftale, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet indgik den 23. maj 2024 om en styrket indsats mod social dumping.

Med lovforslaget indføres regler om, at Arbejdstilsynet i særlige tilfælde kan give påbud om, at den eller de entreprenører, der har indgået aftale med bygherren om arbejde på en byggeplads, skal stoppe deres eget og alle underentreprenørernes arbejde på byggepladsen (entreprenørstop).

Det foreslås, at lovændringen for så vidt angår bøderne træder i kraft og får virkning fra den 1. juli 2025, og for så vidt angår entreprenørstop træder i kraft og får virkning fra 1. januar 2026.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Lovforslag L 143 om fritidsjob

Lovforslaget implementerer en aftale, som regeringen og Folketingets partier indgik i september 2024 om flere unge i fritidsjob.

Lovforslaget giver mulighed for at vejlede 13-17-årige om fritidsjob i den kommunale ungeindsats, udvider arbejdstidsreglerne for unge i alderen 15-17 år, der er færdige med grundskole eller lignende, og fremrykker datoen for afslutningen af undervisningspligten.

Lovforslaget nedlægger ordningen med anerkendte arbejdsmiljøcertifikater. Det betyder bl.a., at virksomheder, der erhverver et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat, ikke vil være undtaget fra Arbejdstilsynets grundtilsyn.

Lovforslaget indeholder herudover en række forslag om ændringer af administrativ karakter i forskellige love.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Lovforslag L 150 om iværksætterstrategi

Lovforslaget er en opfølgning på aftale om iværksætterpakken af den 21. juni 2024 om at sikre markant bedre vilkår og et milliardløft til dansk iværksætteri. Aftalen er indgået mellem regeringen, DD, LA, KF, RV og DF.

Lovforslaget indebærer en udvidet ret til dagpenge for nystartede iværksættere, som kan anvende lønindkomst i de forudgående 12 måneder før opstart af virksomhed til at optjene dagpengeret og få beregnet dagpengesatsen. Det er en betingelse, at virksomheden lukker inden for det tredje og femte år efter virksomhedens opstart, og at virksomheden gennem sin levetid har haft en samlet omsætning eller har fået en kapitaltilførsel på 500.000 kr.

Lovforslaget indfører også en bagatelgrænse for arbejde på 3½ timer pr. uge under barsel for selvstændige, så de har mulighed for at løse helt basale opgaver i virksomheden under barslen.

Det foreslås, at lovforslaget vil træde i kraft den 1. januar 2026.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Samråd C om modregning af fleksjobbere

Beskæftigelsesministeren er blevet bedt om at redegøre for følgende:

Hvordan forholder ministeren sig til, at en række fleksjobbere nu modregnes som følge af L 162 A (Lov om ændring af lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.), når de rent faktisk lægger en indsats på arbejdsmarkedet og bidrager med det, de kan? Og hvad mener ministeren om, at dækningsgraden og værdien af dagpenge forringes som følge af L 162 A, og at par og samlevere risikerer at blive ramt dobbelt, når de mister jobbet, fordi partneren oveni risikerer at miste ældrecheck eller tillæg?

Der henvises til artiklen 'Halsboes hårde hug: Straffer de svageste pensionister' bragt af Ekstra Bladet den 4. februar 2025.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karsten Hønge (SF). 

Kontakt

Pressevagt

51232830