Spring over hovedmenu

NYHED / 23-04-2025

Lille stigning i ledigheden i marts 2025

Der er 88.000 fuldtidsledige i marts 2025. Det viser de nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Ledigheden er dermed steget en smule i forhold til måneden før med en lille stigning på 500 fuldtidspersoner. Ledighedsprocenten er fortsat uændret på 2,9 pct.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Ledigheden holder sig fortsat på et lavt niveau, og sammen med den høje beskæftigelse er det et godt udgangspunkt i en tid, hvor vi kigger ind i en usikker, international økonomi.

- Samtidig har vi sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en historisk aftale om forenkling af beskæftigelsessystemet. Vi fjerner cirka 500.000 samtaler og skaber nu rammerne for en mere værdig indsats for den enkelte borger. Og så har vi styrket og permanentgjort Ungeløftet, hvor regeringen, virksomheder, kommuner og organisationer sammen skal løfte opgaven med at få flere unge i arbejde.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering offentliggør ledighedstallet for april 2025 den 20. maj 2025.

Kontakt

Pressevagt

51232830