Spring over hovedmenu

NYHED / 22-04-2025

Uge 17 i Folketinget

Højere pensionsalder fra 2040, bedre barselsvilkår for selvstændige og arbejdsskadelovgivningen i Grønland er blandt andet på dagsordenen, når beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen skal i Folketinget i denne uge.

Tirsdag den 22. april skal beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen deltage i 1. behandlingen af L 149 om forhøjelse af folkepensionsalderen til 70 år fra 2040. Samme dag skal ministeren deltage i 2. behandlingen af lovforslag L 132 om arbejdsskadesystemet i Grønland.  

Onsdag den 23. april skal ministeren i samråd om borgere, der fastholdes i kontanthjælpssystemet. Derudover skal ministeren besvare to mundtlige § 20-spørgsmål om ATP.

Torsdag den 24. april skal beskæftigelsesministeren deltage i 3. behandlingen af lovforslag L 132 om arbejdsskadesystemet i Grønland. Efterfølgende skal ministeren deltage i 2. behandlingen af lovforslag L 150 om en iværksætterpakke og 1. behandlingen af lovforslag L 190, der ophæver Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt.

Ministeren skal også torsdag den 24. april deltage i et samråd om arbejdspligten, der træder i kraft 1. juli 2025, og internationalt adopterede. 

Lovforslag L 132 om arbejdsskadesystemet i Grønland

Lovforslaget indeholder ændringer, som svarer til lovændringer af den danske arbejdsskadesikringslov i 2019, 2020 og 2021, og medfører, at lov om arbejdsskadesikring i Grønland og det grønlandske arbejdsskadesystem i højere grad er opdateret, samtidig med at de grønlandske forhold i højere grad afspejles.

Det foreslås, at forslaget træder i kraft den 1. januar 2026.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Lovforslag L 149 om forhøjelse af folkepensionsalderen

Lovforslaget indebærer, at folkepensionsalderen fastsættes til 70 år for alle, der er født efter den 31. december 1970. Det vil sige for alle personer, der fylder 69 år i 2040 eller senere.

Regulering af folkepensionsalderen som følge af udviklingen i levetiden er en del af aftalen om en velfærdsreform fra 2006.

Lovforslaget indeholder også en ændring af arbejdsskadesikringsloven, der medfører, at erstatningsperioden for ulykker, der er sket før 2004, og erhvervssygdomme, der blev anmeldt før 2005, bliver forlænget svarende til forhøjelsen af pensionsalderen.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Lovforslag L 150 om iværksætterpakken

Lovforslaget er en opfølgning på aftale om iværksætterpakken af den 21. juni 2024 om at sikre markant bedre vilkår og et milliardløft til dansk iværksætteri. Aftalen er indgået mellem regeringen, DD, LA, KF, RV og DF.

Lovforslaget indebærer en udvidet ret til dagpenge for nystartede iværksættere, som kan anvende lønindkomst i de forudgående 12 måneder før opstart af virksomhed til at optjene dagpengeret og få beregnet dagpengesatsen. Det er en betingelse, at virksomheden lukker inden for det tredje og femte år efter virksomhedens opstart, og at virksomheden gennem sin levetid har haft en samlet omsætning eller har fået en kapitaltilførsel på 500.000 kr.

Lovforslaget indfører også en bagatelgrænse for arbejde på 3½ timer pr. uge under barsel for selvstændige, så de har mulighed for at løse helt basale opgaver i virksomheden under barslen.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Lovforslag L 190 om ophævelse af Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt

Lovforslaget indebærer en mulighed for, at enhver, der klager over arbejdsmiljøet til Arbejdstilsynet, frivilligt kan give samtykke til at ophæve Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt om arbejdsmiljøklagen. Klageren har fortsat mulighed for at opretholde Arbejdstilsynets absolutte tavshedspligt om klagen.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Mundtlige § 20-spørgsmål S 936 og S 943 om ATP

S 936
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen er blevet bedt om at besvare følgende:

Finder ministeren det rimeligt, at danskerne fremadrettet ikke får indsigt i, hvor store millionbonusser medarbejderne i ATP PEP får udbetalt, selv om danskerne er tvunget til at indbetale til ATP?

Spørgsmålet er stillet af Pernille Vermund (LA).

S 943
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen er blevet bedt om at besvare følgende:

Mener ministeren, at det er en hensigtsmæssig forvaltning af skatteborgernes tvangsindbetalte pensionsmidler, når ATP udbetaler bonusser for over 500 mio. kr. trods et underskud på omtrent 240 mia. kr. siden 2020, og mener ministeren ikke, at det er på tide, at der sikres en ansvarlig forvaltning af borgernes penge?

Spørgsmålet er stillet af Peter Kofod (DF). 

Læs mere om spørgsmålet på Folketingets hjemmeside

Samråd K og L om kontanthjælpssystemet og Ankestyrelsen

Victoria Velasquez (EL) har bedt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen om at besvare følgende samrådsspørgsmål:

Samrådsspørgsmål K
Hvad er ministerens holdning til sager, hvor en borger uretmæssigt fastholdes i kontanthjælpssystemet i over et årti, jf. artiklen ”Denis vandt i retten over Ankestyrelse og Københavns Kommune”, Arbejderen den 21. februar 2025, og hvordan vil ministeren sikre, at det ikke gentager sig i det kommende beskæftigelsessystem, hvor kommunerne får større frihed?

Læs mere om spørgsmålet på Folketingets hjemmeside

Samrådsspørgsmål L
Hvordan vil ministeren sikre, at Ankestyrelsen i fremtiden reelt fungerer som en uafhængig klageinstans, der kan rette op på kommunernes fejl, i stedet for at bekræfte dem, som det skete Denis Beglerovics sag?

Læs mere om spørgsmålet på Folketingets hjemmeside

Samråd M om internationalt adopterede

Karsten Hønge (SF) har bedt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen om at besvare følgende samrådsspørgsmål:

Vil ministeren redegøre for, præcis hvornår og hvordan ministeren blev bekendt med, at arbejdspligten ville ramme internationalt adopterede, og vil ministeren desuden redegøre for, hvordan ministerens udtalelser den 5. marts 2025 til DR, hvor ministeren erkender at have “vidst det hele vejen” harmonerer med, at ministeren den 27. februar 2025 til DR, adspurgt om, hvorvidt ministeren vidste, at adopterede ville blive ramt, svarer, “vi har ikke haft en særskilt overvejelse omkring, at der var adopterede med”? Der henvises til artiklerne ”Efter flere ugers stormvejr erkender minister: Vidste godt, omstridt lov ville ramme adopterede”, dr.dk den 5. marts 2025 og ”Styrelse har vidst i flere måneder, at stærkt kritiseret lov ville ramme adopterede danskere”, dr.dk den 27. februar 2025.

Læs mere om spørgsmålet på Folketingets hjemmeside

Kontakt

Pressevagt

51232830