Spring over hovedmenu

NYHED / 24-06-2025

Udbetaling af ældrecheck flyttes for at gøre den mere præcis

Fra 2026 bliver ældrechecken udbetalt i april i stedet for i januar. Det fremgår af et lovforslag, som regeringen har sendt i offentlig høring. Ændringen skal resultere i flere præcise udbetalinger, færre efterreguleringer og en bedre oplevelse for borgeren.

Pensionister, der modtager ældrecheck, skal fra næste år forvente at få den udbetalt i april i stedet for i januar. Sådan lyder et lovforslag, som fredag er sendt i høring.

Med den nuværende udbetaling i januar må man i beregningerne til udbetalingen tage udgangspunkt i oplysninger om borgerens formue, der er over et år gamle. Det indebærer stor risiko for, at der udbetales et for stort eller for lille beløb, som bagefter skal korrigeres.

Med modellen i det nye forslag vil oplysningerne om formue være få måneder gamle, og derfor forventer Udbetaling Danmark, at langt færre borgere vil opleve efterbetalinger eller risikere at skulle tilbagebetale en del af ydelsen, fordi de ikke var berettigede til den.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Jeg er klar over, at der for nogle kan være behov for at tilpasse økonomien til det nye udbetalingstidspunkt det første år, og derfor forsøger vi at varsle borgerne i så god tid som muligt. Det er mit håb, at borgerne fremover vil se ændringen som en klar forbedring, når der er større sikkerhed for, at pengene passer, og færre risikerer at skulle betale noget tilbage igen. Det vil give en større økonomisk tryghed, og mindre bøvl for den enkelte ældre.

Ældrechecken er et årligt engangsbeløb på maksimalt 25.700 kr. (2025-niveau). Ydelsen er til folkepensionister med lav eller ingen supplerende indtægt og begrænset likvid formue. Forslaget indebærer, at den årlige opgørelse af formue, der ligger til grund for afgørelse om helbredstillægget flyttes tilsvarende.

Forslaget udspringer fra økonomiaftalen fra sidste år, hvor regeringen og KL aftalte at igangsætte et flerårigt samarbejdsprogram, der skal understøtte arbejdet med at nedbringe udgifterne til administration.

Ændringen er en del af et lovforslag, der er sendt i ekstern høring. 

Det forventes, at ændringen af udbetalingstidspunktet af ældrechecken bliver fremsat i et lovforslag det kommende efterår. 

Kontakt

Pressevagt

51232830