Spring over hovedmenu

NYHED / 01-07-2025

Nye regler fra 1. juli 2025

En række nye regler på beskæftigelsesområdet træder i kraft 1. juli. Det gælder blandt andet hele det nye kontanthjælpssystem, som der blev indgået aftale om i efteråret 2023.

Oversigt over, hvad der træder i kraft fra 1. juli 2025: 

Nyt kontanthjælpssystem

Personer, der i forvejen modtager hjælp i kontanthjælpssystemet, og personer, der søger om hjælp fra 1. juli 2025, bliver alle omfattet af det nye kontanthjælpssystem, som blandt andet indebærer:

  • Tre grundlæggende kontanthjælpssatser: En mindstesats, en grundsats og en forhøjet sats
  • Lempeligere regler for arbejdsindkomster, så det bedre kan betale sig at arbejde ved siden af kontanthjælpen
  • Hjælp til medicin og fritidstillæg, hvis man har børn under 18 år
    225-timersreglen og kontanthjælpsloftet afskaffes

Arbejdspligt

Arbejdspligten træder i kraft for den samlede gruppe af personer, som ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravene i kontanthjælpssystemet, og som er på den nye mindstesats. 

Med arbejdspligten bliver der stillet krav om, at man skal bidrage for sin ydelse i op til 37 timer om ugen. Det kan fx være i nytteindsats, virksomhedspraktik eller ordinære løntimer. 

Internationalt adopterede er undtaget fra opholds- og beskæftigelseskravene i kontanthjælpssystemet. Det samme gælder for flere andre målgrupper. 

Oversigt over, hvem der er undtaget udover internationalt adopterede

Udvidet ret til barselsdagpenge under sorgorlov 

Forældre, der mister et barn efter 1. juli 2025, og som har passet det syge barn i hjemmet i mere end to år og har modtaget tabt arbejdsfortjeneste, får udvidet ret til dagpenge under sorgorloven.

Konkret ses der bort fra alle perioder, hvor forælderen har modtaget tabt arbejdsfortjeneste ved opgørelsen af beskæftigelseskravet for ret til dagpenge under sorgorlov. 

Arbejdstilsynets tavshedspligt ophæves ved samtykke

Medarbejdere, privatpersoner eller fx fagforeninger, der klager over dårligt arbejdsmiljø, vil fremover kunne give samtykke til, at Arbejdstilsynet kan bruge indholdet af klagen, fx videoer og fotos, som et led i at dokumentere overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Det giver Arbejdstilsynet bedre muligheder for at reagere over for fx ulovligt asbestarbejde, som Arbejdstilsynet ikke selv har set blive udført. 

Højere bøder til virksomheder ved alvorlige arbejdsmiljøovertrædelser

Bødeniveauet hæves for virksomheder, der begår alvorlige brud på arbejdsmiljøloven. Bødeniveauet afhænger blandt andet af overtrædelsens grovhed, om der er sket skade ved overtrædelsen og af virksomhedens størrelse.

Som eksempel hæves grundbøden for materielle overtrædelser af arbejdsmiljøloven med 50 pct. Fra 24.600 kr. til 36.900 kr. ved almindelig grundbøde og fra 44.600 kr. til 66.900 kr. ved høj grundbøde.

Højere mediecheck til pensionister 

Pensionister med de mindste indtægter får forhøjet mediechecken med 400 kr. fra 1.085 kr. til 1.485 kr. om året. Lovforslaget træder i kraft 1. juli 2025. Prisstigningen på tv-pakker forventes fra 2. halvår 2025, og derfor udbetales der en halvårlig forhøjelse på 200 kr. den 29. august 2025. 

Flere unge skal have et fritidsjob

1. juli træder flere nye regler i kraft, der skal gøre det nemmere for unge at få et fritidsjob. Reglerne kommer i forlængelse af de regler, der trådte i kraft 1. januar 2025:  

  • Udvidelse af arbejdstidsreglerne for unge i alderen 15-17 år, der er færdige med grundskole eller lignende, så de kan arbejde på skæve tidspunkter i flere brancher.
  • Fremrykning af datoen for afslutningen af 9. klasse (undervisningspligten) fra udgangen af juli til udgangen af juni, så det bliver nemmere for unge at arbejde i sommerferien.
  • Mulighed for at vejlede 13-17-årige om fritidsjob i den kommunale ungeindsats. 

1. juli træder ændringer af bekendtgørelse om unges arbejde også i kraft:

  • Unge, der er fyldt 15 år, og som ikke er omfattet af undervisningspligten, vil kunne arbejde i tidsrummet mellem kl. 6 og kl. 22 eller mellem kl. 7 og kl. 23.
  • Reglerne om erhvervspraktik, der gælder for unge, der er fyldt 13 og 14 år, og som er omfattet af undervisningspligten, vil omfatte alle former for praktik, som er en mulighed i folkeskolen, herunder juniormesterlæreordningen.
  • Elever på erhvervsgrunduddannelse, der er fyldt 15 år, vil ikke være omfattet af forbuddene om bl.a. arbejde med tekniske hjælpemidler mv. og stoffer og materialer, når det er nødvendigt for at den konkrete uddannelse kan gennemføres.

 

Kontakt

Pressevagt

51232830