NYHED / 15-01-2026
Danmark og Færøerne har overtaget formandskabet for Nordisk Ministerråd
Danmark og Færøerne overtog formandskabet for Nordisk Ministerråd 1. januar 2026. På beskæftigelsesområdet vil bæredygtige arbejdsliv være i centrum.
Danmark og Færøerne vil bruge formandskabet til at sætte fokus på styrkelse af den nordiske arbejdsmarkedsmodel og styrke den fælles nordiske indsats mod arbejdslivskriminalitet og social dumping.
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek siger:
- Vi skal værne om vores unikke nordiske arbejdsmarkedsmodel, som sikrer, at vi har et sikkert og sundt arbejdsmiljø og fair konkurrence. De nordiske lande kan samles om en lang række emner, som fx vores måde at indrette vores arbejdsmarked på og bekæmpelse af social dumping.
Margit Stórá, færøsk minister med ansvar for arbejdsmarkedet, siger:
- Jeg ser frem til et spændende år, hvor vi kommer endnu mere i dybden med det nordiske samarbejde. Det nordiske samarbejde har stor betydning på så mange områder og vores fælles nordiske arbejdsmarked er ingen undtagelse.
Formandskabet vil arbejde med, hvordan landene fremtidssikrer den nordiske arbejdsmarkedsmodel, hvor der er en høj grad af autonomi for arbejdsmarkedets parter og en løbende dialog om at styrke arbejdsmarkedsmodellen og tilslutningen til den. Det gælder ikke mindst i en tid, hvor vi oplever ændringer i arbejdsstyrken.
Derudover vil formandskabet fortsætte det nordiske samarbejde om at bekæmpe arbejdslivskriminalitet og social dumping. Ordnede forhold og fair konkurrence skal være et grundvilkår på det nordiske arbejdsmarked. Det handler om at sikre en fair og fri bevægelighed på de nordiske arbejdsmarkeder gennem ordnede løn- og ansættelsesvilkår, herunder for udenlandsk og udstationeret arbejdskraft.
Den danske beskæftigelsesminister og den færøske arbejdsmarkedsminister skal desuden være værter for det årlige møde mellem de nordiske beskæftigelsesministre. Mødet vil i år finde sted d. 24.-25. november 2026 i København.