Spring over hovedmenu

NYHED / 12-01-2026

Uge 3 i Folketinget

I denne uge skal Folketinget blandt andet førstebehandle et lovforslag, der skal stoppe svindel med asbestprøver og sikre, at de allergroveste tilfælde udløser fængselsstraf.

Torsdag den 15. januar skal beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek i Folketinget og deltage i førstebehandlingen af L 89, der udmønter initiativer fra asbestaftalen, der blev indgået i oktober 2025. 

Samme dag deltager ministeren i en forespørgselsdebat om tildeling af førtidspension, som Dansk Folkeparti har taget initiativ til. 

Lovforslag L 89 om asbest

Med lovforslaget indføres der et vejledende niveau for fængselsstraf i særligt grove tilfælde af overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen. Det indebærer, at personer i ledelsen i højere grad skal kunne idømmes fængselsstraf, når de har handlet forsætligt eller groft uagtsomt i særligt grove tilfælde om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.

Derudover sikres det, at ansatte får adgang til oplysninger fra tredjepart om resultater af asbestprøver, og der indføres et forhøjet bødeniveau for større virksomheder ved visse arbejdsmiljøovertrædelser. 

Lovforslaget udmønter dele af den politiske aftale om en national strategi om asbest, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet indgik den 8. oktober 2025. 

Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Forespørgsel F4 om tildeling af førtidspension

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek skal forholde sig til følgende spørgsmål: 

Vil ministeren, i lyset af at knap hver femte førtidspensionist i Danmark er af ikkevestlig herkomst, redegøre for, hvilke konkrete initiativer ministeren vil iværksætte for at nedbringe denne markante overrepræsentation, og for, hvordan ministeren fremadrettet vil sikre, at danske borgere med et reelt behov for førtidspension får en retfærdig sagsbehandling uden unødigt langvarige forløb?

Initiativtagere til forespørgslen er: Nick Zimmermann (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Mette Thiesen (DF)

Læs mere om forespørgslen på Folketingets hjemmeside

Kontakt

Pressevagt

51232830