Spring over hovedmenu

NYHED / 06-10-2026

Lovforslag om implementering af løngennemsigtighedsdirektiv fremsættes

Regeringen har fremsat lovforslag om implementering af løngennemsigtighedsdirektivet. De nye regler skal være implementeret den 1. marts 2027.

På torsdag i Folketingets åbningsuge fremsætter beskæftigelsesminister og minister for ligestilling, Ane Halsboe-Jørgensen, et lovforslag om implementering af EU’s løngennemsigtighedsdirektiv.

Direktivet skal sikre, at EU’s ligelønsprincip bliver overholdt og håndhævet i EU, bl.a. ved at indføre fælles standarder for løngennemsigtighed, så lønmodtagere bedre kan gøre deres ret til lige løn gældende.

Regeringen har besluttet, at direktivet skal være implementeret den 1. marts 2027.

Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen siger: 

 - Vi har desværre stadigvæk et arbejdsmarked med vedvarende ulighed mellem mænd og kvinder, når det kommer til løn. Selvom lønforskellen er blevet mindre de sidste 20 år, går det alt for langsomt. Det er et samfundsproblem, og derfor er det også samfundet, der skal løse problemet.

- EU-direktivet om løngennemsigtighed vil på sigt kunne bidrage til mindre lønforskel, da vi ved, at mere åbenhed om løn skaber bedre mulighed for mere lighed mellem mænd og kvinder. Det er et vigtigt skridt. Omvendt hører vi også, at nogle virksomheder har svært ved at nå at implementere reglerne inden årsskiftet. Det har vi lyttet til, og nu får de bedre tid til at omstille sig til de nye regler.

Lovforslaget udmønter den implementeringsaftale, som arbejdsmarkedets parter har indgået om gennemførelsen af direktivet i Danmark.