PRESSEMEDDELELSE / 16-12-2011
Beskæftigelsesministeren vil opruste i indsatsen for ligeløn
Indsatsen for ligeløn mellem mænd og kvinder skal prioriteres højere. Det er beskæftigelsesminister Mette Frederiksens reaktion på en ny evaluering lavet af SFI for Beskæftigelsesministeriet, der viser, at den gældende kønsopdelte lønstatistik slet ikke løser virksomhedernes problemer med lønforskelle.
Indsatsen for ligeløn mellem mænd og kvinder skal prioriteres højere. Det er beskæftigelsesminister Mette Frederiksens reaktion på en ny evaluering lavet af SFI for Beskæftigelsesministeriet, der viser, at den gældende kønsopdelte lønstatistik slet ikke løser virksomhedernes problemer med lønforskelle.
- Jeg kan se, at en stor del af de virksomheder, der er omfattet af loven, ikke lever op til den. Det skal vi have lavet om på, og det har vi også skrevet i regeringsgrundlaget. Nu vil jeg først og fremmest tale med de organisationer og andre, der interesserer sig for ligeløn, for at udtænke de bedste redskaber til at reducere lønforskellene.
- Jeg ved udmærket, at det ikke er nogen enkel sag, for så havde vi fået ligeløn for længst både i Danmark og i andre lande. Men vi skal sætte ligeløn meget højere på dagsordenen, end det har været tidligere. Og jeg vil gerne være med til at give både arbejdsmarkedets parter, virksomhederne og lønmodtagerne nogle redskaber, så flere kan bruge og få gavn af statistikken, siger Mette Frederiksen.
Fra 2007 har virksomheder af en vis størrelse hvert år været forpligtet til at lave en kønsopdelt lønstatistik. Hvis virksomhederne foretrækker det, kan de udarbejde en redegørelse om, hvordan virksomheden arbejder med ligeløn i stedet for.
SFI’s evaluering viser, at højst en tredjedel af de omfattede virksomheder har lavet kønsopdelt lønstatistik eller ligelønsredegørelse, og at virksomhederne ikke finder, at de har haft gavn af den kønsopdelte lønstatistik. Derfor vil beskæftigelsesministeren nu med udgangspunkt i regeringsgrundlaget sætte fokus på at udbygge brugen af kønsopdelt lønstatistik.