PRESSEMEDDELELSE / 23-10-2014
Aftale om satspulje på beskæftigelsesområdet
Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance har indgået en aftale om satspuljen 2015 på beskæftigelsesområdet.
Satspuljepartierne har i år forhandlet indenfor en samlet ramme på 185 millioner kroner over de kommende fire år til blandt andet at hjælpe udsatte mennesker ind på arbejdsmarkedet.
Der er afsat 60 millioner kroner til enlige forsørgere på uddannelseshjælp eller SU. Partierne har blandet andet også afsat 20 millioner kroner til udsatte unge på Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelser (STU).
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen siger:
- Jeg er glad for, at forligspartierne er blevet enige om at støtte de borgere, som er mest udsatte i vores samfund og har behov for ekstra hjælp. Især at vi har afsat 80 millioner kroner til et bedre forsørgelsesgrundlag for vores udsatte unge med et fritidsjob og unge enlige forsørgere, der har et barn, som er anbragt udenfor hjemmet.
Arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen, Venstre, siger:
- Det er afgørende for Venstre, at flere mennesker med fysiske og psykiske handicap kan komme i job, og dermed får en reel chance for at bidrage med det, som de kan. Derfor er jeg glad for, at vi har afsat godt 30 millioner kroner til, at private aktører kan få ekstra midler til blandt andet at hjælpe psykisk udsatte til enten at komme i job eller fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Arbejdsmarkedsordfører Lennart Damsbo, Socialdemokratiet, siger:
- Mange udsatte har ekstra svært ved at komme rigtig på fode igen, fordi de kæmper med gæld. Derfor er jeg tilfreds med, at vi har afsat penge til gældsrådgivning for mennesker på offentlig forsørgelse, så de kan få hjælp til at få styr på deres økonomi.
Arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti, siger:
- Det er vigtigt for Dansk Folkeparti, at vi har fundet penge til at hjælpe vores veteraner med at finde et arbejde. Jeg er også glad for, at vi har sikret trygge rammer og driften af Topvirk i Frederikshavn, der er en virksomhed, hvor udsatte borgere får muligheder for at bidrage og bruge deres ressourcer, men håber, at vi næste år kan finde penge til driften også efter 1. kvartal 2016.
Arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen, Socialistisk Folkeparti, siger:
- I en del tilfælde bliver au pair-piger desværre groft udnyttet af deres værtsfamilier. Derfor er jeg glad for, at vi har fundet penge til Au Pair Network, hvor fagforbundet FOA og Kirkernes Integrationstjeneste oplyser au pair-pigerne om deres rettigheder. Men det er også væsentligt, at unge på særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser (STU) fremover kan tage et fritidsjob uden at blive modregnet i deres ydelse.
Arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq, Radikale Venstre, siger:
- Jeg er glad for, at vi giver penge til fritidsambassadører, som skal hjælpe unge i udsatte boligområder med at få et fritidsjob. Kendskab til arbejdsmarkedet og arbejdslivet styrker ikke bare unges selvværd. Det forebygger en kriminel løbebane og ruster dem også til at få en uddannelse og senere et job, så de kan forsørge sig selv.
Beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen, Liberal Alliance, siger:
- Jeg er særligt glad for, at vi har afsat 105 millioner til private ansøgninger, så vi kan få private og frivillige aktører på banen til at hjælpe vores udsatte ind på arbejdsmarkedet og fastholde dem. Samtidig er jeg glad for, at der er afsat ekstra penge til Jobbanken, som giver flere førtidspensionister og langtidsledige med psykiske problemer en mulighed for at arbejde.
Arbejdsmarkedsordfører Mai Mercado, Konservative, siger:
- Flere soldater vender desværre hjem fra krig med skader ikke bare på kroppen, men også på sjælen. De har været udsendt i dansk tjeneste. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi har afsat et tocifret millionbeløb til jobkonsulenter, der skal hjælpe veteraner i job. Det er vigtigt, at vores veteraner får den rette støtte og hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet, når de vender hjem.