Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 02-06-2017

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens kommentar til ledighedstallet for april måned

Ledigheden faldt lidt i april måned. Der var således 500 færre ledige end måneden før, og dermed er ledigheden uændret på 4,3 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 114.900 personer. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik. Samtidig har beskæftigelsen været stigende siden foråret 2013. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- I april måned ser vi et fald i ledigheden. Det er meget positivt. Ledigheden er lav, og antallet af offentligt forsørgede er nu på det laveste niveau siden 2008. Beskæftigelsen fortsætter med at stige, og både regeringen og Det Økonomiske Råd har netop opjusteret vækstskønnet for 2017. Arbejdsmarkedet viser gode takter over hele linjen.

- Når det går godt, skal vi samtidig have fokus på at fastholde de gode tider, og at virksomhederne kan få den arbejdskraft, som de har brug for. Derfor har regeringen netop fremlagt en 2025-plan, som vil øge beskæftigelsen med mellem 55.000 og 60.000 frem til 2025.

- Det vil regeringen blandt andet gøre ved at lette skatten og ved at gøre det mere attraktivt at blive længere på arbejdsmarkedet. 

- Derfor foreslår vi fx, at man kan få udbetalt sin efterlønsopsparing skattefrit, og at man får en højere pension, fordi det skal kunne mærkes økonomisk, hvis man udskyder pensionen. Med forslaget vil man ved at arbejde et år få godt 10 procent oven i folkepensionen i 10 år.

Kontakt

Pressevagt

51232830