Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 30-11-2017

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens kommentar til ledighedstallet for oktober måned

Ledigheden er faldet i oktober måned. Der var således 700 færre ledige end måneden før, og dermed er ledigheden uændret på 4,3 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til en ledighed på 116.400 personer. Det viser den månedlige opgørelse fra Danmarks Statistik. 

Faldet i bruttoledigheden for oktober er forbundet med en øget usikkerhed, da kilderne til opgørelse af dagpengemodtagernes bruttoledighed blev ændret fra og med opgørelsen i juli. Ifølge Danmarks Statistik forventes der i en overgangsperiode øget usikkerhed i såvel ledighedsniveauet som i udviklingen fra måned til måned.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- I oktober måned ser vi et fald i ledigheden. Vi kan samtidig se, at der siden sommeren 2015 er kommet omkring 108.000 flere i private jobs. Det er positivt og vidner om, at det går godt i økonomien.

- Samtidigt har antallet af kontanthjælpsmodtagere i en længere periode været faldende. I juli var der 14.700 færre fuldtidspersoner i kontanthjælpssystemet end i april 2016, hvor kontanthjælpsloftet trådte i kraft. Ligesom antallet, der opbrugte dagpengeretten i første halvår af 2017, er markant lavere end samme periode sidste år – et fald fra 7.300 til 2.900 personer.

- Udviklingen hænger naturligvis tæt sammen med, at det går bedre i samfundet, men de politiske tiltag som kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, er jeg overbevist om, også spiller ind. Og det betyder også noget, at det nu er blevet mere attraktivt at tage småjobs på grund af den nye fleksible genoptjening.

- Regeringen er også i gang med at forenkle indsatsen for ledige. Vi har fremlagt et omfattende udspil, der vil frigøre kommunerne for administrative opgaver for en halv milliard kroner, der kan prioriteres i kommunerne og den offentlige sektor generelt. Det kan for eksempel være ekstra hjælp, der kan være med til at løfte flere udsatte ind på arbejdsmarkedet.

- Når det går godt, er det også afgørende, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for. Derfor har regeringen igangsat en række initiativer, der skal modvirke manglen på arbejdskraft. Sammen med partierne bag beskæftigelsesreformen har vi afsat omkring 100 millioner kroner, som blandt andet skal sikre, at flere ufaglærte bliver faglærte. Og i løbet af de kommende måneder vil regeringen komme med flere forslag, der skal forebygge flaskehalse og dermed fastholde fremgangen.

Kontakt

Pressevagt

51232830