PRESSEMEDDELELSE / 10-12-2017
Finanslovsaftale: Begge forældre får ret til sorgorlov
Begge forældre skal have ret til orlov, hvis det ulykkelige sker, at de mister deres barn efter fødslen. Det er der bred enighed om i Folketinget, og med finanslovsaftalen for 2018 mellem regeringen og Dansk Folkeparti er der nu afsat 22 millioner kroner varigt om året til sorgorlov.
Aftalen om sorgorlov betyder, at fædre og medmødre fremover får ret til fravær i 14 uger, hvis barnet dør eller bliver bortadopteret inden den 32. uge efter fødslen. Det gælder også for begge adoptivforældre, der mister et barn inden den 32. uge efter modtagelsen. I dag er det kun mødre og den ene af adoptivforældrene, der har denne ret, og det bliver der nu lavet om på.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:
- At miste et barn er helt ubærligt for både moren og faren, og derfor skal de selvfølgelig have de samme muligheder for at få orlov, hvis tragedien indtræffer. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi nu retter op på en historisk ulighed i barselslovens regler og indfører ret til sorgorlov til begge forældre. Den lovgivning, vi har i dag, tager afsæt i en svunden tid, og det er på høje tid, at reglerne bliver lavet om.
Beslutningen om at ændre reglerne sker, fordi de gældende regler ikke afspejler, at forældrene oplever den samme sorg, når et lille barn dør eller bortadopteres. Denne ulighed vil partierne bag finansloven rette op på.
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
• Fædre, medmødre og begge adoptanter får ret til fravær i 14 uger i forbindelse med et barns død eller bortadoption inden den 32. uge efter fødslen eller modtagelsen af barnet.
• Der indføres en pligt til at varsle fraværet over for arbejdsgiveren hurtigst muligt.
• Anmeldelsespligten for ledige ændres således, at ledige får samme frist på 8 uger efter barnets død eller bortadoption til at anmelde fraværet til arbejdsløshedskassen, som lønmodtagere og selvstændige har, til at anmode om barselsdagpenge.
Loven forventes at træde i kraft 1. februar 2018.