Spring over hovedmenu

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for november 2017

PRESSEMEDDELELSE / 22-01-2018

I november 2017 var der 2.718.800 personer i job. Ser man på den private sektor, er der kommet 5.300 flere job i november måned. Samlet set er den private beskæftigelse steget med 117.300 siden sommeren 2015. Stigningen i november er noget højere end den gennemsnitlige månedlige stigning de forudgående 12 måneder.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det er meget positivt, at antallet af personer i private job fortsætter opad i november ikke mindst, når vi samtidig kan se, at ledigheden falder. Alene siden sommeren 2015 er der kommet 117.300 flere private job, og vi er nu 10.800 fra situationen i 2008, hvor beskæftigelsen toppede.

- Arbejdsstyrken er større nu end dengang, men vi nærmer os toppen, og det understreger, at det er vigtigt, at vi har fokus på, at virksomhederne kan få de hænder, der er brug for. Regeringen har præsenteret en række initiativer, og der vil komme mere den kommende tid, der skal forhindre flaskehalse.

- Antallet på offentlig forsørgelse fortsætter med at falde, og der var i september 16.700 færre i kontanthjælpssystemet end i april 2016, hvor kontanthjælpsloftet trådte i kraft. Det er glædeligt at se. Her er jeg overbevidst om, at regeringens tiltag som kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen spiller ind.

- Regeringen er også optaget af, at vi får et Danmark i bedre balance. Derfor har regeringen igangsat anden runde af flytningen af statslige arbejdspladser, så de statslige job bliver mere rimeligt fordelt i landet.

Kontakt

Pressevagt

51232830