Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 25-01-2018

Vedtaget: Danskerne skal have ny ferielov

Danskerne skal have ny ferielov. Det har et bredt flertal af Folketingets partier netop vedtaget.

Folketingets partier har i dag vedtaget et lovforslag, der udmønter den politiske aftale om en ny ferielov i Danmark fra oktober 2017. Det betyder, at nye på arbejdsmarkedet i fremtiden kan holde betalt ferie allerede det første år af deres ansættelse. I dag risikerer de at skulle vente op til 16 måneder, før de kan holde betalt ferie.

Alle lønmodtagere vil med den nye ferielov have ret til det samme antal feriedage, som de har i dag. Men lønmodtagerne skal fremover optjene og afvikle deres ferie på samme tid – i modsætning til i dag, hvor ferien optjenes i kalenderåret januar-december men først kan afholdes fra 1. maj året efter.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det glæder mig meget, at et bredt flertal af Folketingets partier i dag har vedtaget, at vi i Danmark skal have en ny ferielov. Udgangspunktet er klart: Alle lønmodtagere skal have ret til betalt ferie – også nye på arbejdsmarkedet. Hvert år er der 50.000 nyuddannede, som i deres første ansættelsesår ikke kan holde betalt ferie, ligesom alle andre. Det laver vi om på nu.

- Jeg vil gerne takke partierne for deres store opbakning til lovforslaget, der tager direkte afsæt i de anbefalinger til en ny ferielov, som regeringen i sommer fik overleveret af arbejdsmarkedets parter i Ferielovsudvalget. Det betyder, at vi nu får en robust ferielov, der både tilgodeser lønmodtagere og arbejdsgivere. Den danske model har endnu engang vist sit værd.

Den nye ferielov træder først i kraft fra 1. september 2020, så der er tid til at indrette kollektive overenskomster efter de nye regler. Inden loven træder i kraft, indføres der desuden en "overgangsordning", som skal sikre, at den nye ferielov implementeres så smidigt som muligt.

Kontakt

Pressevagt

51232830