Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 27-02-2018

Over 90 millioner kroner skal give flere hænder

En lang række projekter har nu fået del i knap 92 millioner kroner til opkvalificering og afhjælpning af flaskehalse.

Danmark oplever vækst, høj beskæftigelse og lav ledighed, og derfor er der ved at være begyndende tegn på mangel på arbejdskraft i flere brancher. Nu er der fordelt over 90 millioner kroner gennem en initiativpakke til i alt 36 projekter, der skal opkvalificere både ledige og beskæftigede og afhjælpe rekrutteringsudfordringer.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det glæder mig meget, at partierne i forligskredsen er blevet enige om at sætte et markant beløb af til opkvalificering inden for områder med mangel på arbejdskraft og indsatser, der skal styrke læse, skrive, regne-færdigheder. Vi skal gøre mere for at få flere med og udnytte de gode konjunkturer. Samtidig er det vigtigt for virksomhederne, at de kan få kvalificeret arbejdskraft, så væksten ikke bremses af mangel på hænder. Jeg er spændt på at se, hvor meget de her projekter rykker ude lokalt.

Sammen med partierne bag beskæftigelsesreformen lancerede beskæftigelsesministeren i november 2017 initiativpakken på 91,9 millioner kroner, og nu er projekterne valgt ud.

Pengene er blevet fordelt på projekter med tre forskellige fokusområder:

  • Styrke indsatsen for ordblinde og de læse-, skrive- og regnesvage (26,5 mio. kr.)
  • Opkvalificering målrettet infrastrukturprojekter og flaskehalse (42 mio. kr.)
  • Virksomhedsservice på områder, der mangler arbejdskraft (19,9 mio. kr.)

Derudover har man videreført et projekt med læsning og kommunikation i virksomheder - et projekt der gennemføres i regi af 3F til 3,5 mio. kroner.

Initiativpakken er finansieret af mindreforbruget på uddannelsesløftet fra 2016. 

Kontakt

Pressevagt

51232830