PRESSEMEDDELELSE / 30-04-2018
Stor søgning til nye statslige job i Hadsten
Der er stor interesse for at lande et af de nye job, som er et resultat af regeringens plan om at flytte Arbejdstilsynets Call Center i København til tilsynscenter Nord i Hadsten.
Det er et meget stærkt felt af kvalificerede ansøgere, som jagter de syv stillinger, der er slået op i Hadsten, efter regeringen som led i Bedre Balance II valgte at flytte Arbejdstilsynets Call Center til tilsynscenter Nord. Det er vurderingen i Arbejdstilsynet, som har modtaget knap 300 ansøgninger til de syv nye statslige arbejdspladser.
Der skal ansættes fem tilsynsførende og to administrative medarbejdere, og feltet af ansøgere kommer primært fra i Øst- og Nordjylland.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:
- Jeg glæder mig over, at der er så stor søgning på stillingerne i Hadsten, men jeg er sådan set ikke overrasket. Vi ved, at der er mange kvalificerede borgere rundt omkring i landet, og derfor har vi heller ikke været nervøse for at flytte arbejdspladser ud af hovedstaden.
I Favrskov Kommune glæder borgmester Nils Borring sig over de nye arbejdspladser i kommunen og er ikke overrasket over den store interesse for stillingerne.
Borgmester Nils Borring siger:
- Favrskov Kommune har en central beliggenhed i Østjylland mellem de store købstæder og med universitetsbyen Aarhus som nabo. Det betyder, at arbejdskraftoplandet er stort, og infrastrukturen er god i forhold til Hadsten. Samtidig er vi en attraktiv bosætningskommune, så der er mange muligheder, hvis man som nyansat også har lyst til at bosætte sig i kommunen.
I forbindelse med flytningen bliver arbejdsgangene lavet lidt om, og det får indvirkning på omkring 30 medarbejdere i Hadsten. Nu skal medarbejderne både ud af huset som tilsynsførende og sidde i Call Centeret.
Det nye Call Center i Hadsten bliver officielt indviet den 14. maj af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Kontakt
Pressevagt
51232830