Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 09-10-2018

28.200 færre i kontanthjælpssystemet på lidt over to år

Antallet af personer i kontanthjælpssystemet er faldet med 28.200 fuldtidspersoner fra april 2016 til juni 2018, når der tages højde for sæsonudsving. Faldet udgør 18 procent. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Det samlede antal personer i kontanthjælpssystemet har længe været faldende over hele landet. Samtlige kommuner bortset fra Ærø og Læsø har færre personer i kontanthjælpssystemet i juni 2018 end i samme måned i 2016.

Solrød, Furesø, Bornholm, Greve, Allerød, Lemvig og Lejre har oplevet de største fald. Her er antallet af personer i kontanthjælpssystemet faldet med over 30 procent på to år, og langt de fleste kommuner kan konstatere et mærkbart fald på mellem 10 og 20 procent.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det er endnu et bevis på, at det er hele landet, der nyder godt af væksten. Det er meget positivt, at vi får flere med, uanset om det er i kommuner i landdistrikterne eller ved storbyerne. Det er afgørende for livskvaliteten for de mennesker, der har stået uden for arbejdsmarkedet, at de får en fod inden for. Det gavner primært dem, men i høj grad også samfundet og den fortsatte vækst. Vi har brug for alle kræfter for at fortsætte den positive udvikling.

Samlet set er antallet af personer i kontanthjælpssystemet faldet med 28.200 fuldtidspersoner fra april 2016 til juni 2018, når der tages højde for sæsonudsving. Alene fra juni 2017 til juni 2018 er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet med 10,5 procent. Det er det største årlige procentvise fald siden højkonjunkturen i 2005-2008. 

Udviklingen kommer samtidig med, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen er blevet indført den 1. april 2016. Kontanthjælpsloftet sikrer, at man får mere ud at arbejde end at være på kontanthjælp, og med 225-timersreglen stilles der krav om, at man står til rådighed, hvis man kan arbejde.  

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:  

- Det er glædeligt, at antallet af kontanthjælpsmodtagere endnu en gang falder, og samtidig tyder det ikke på, at de kommer over på lignende ydelser. Ledigheden er lav, og beskæftigelsen i det private sætter rekorder måned for måned. De fine tal skyldes selvfølgelig i høj grad de gode konjunkturer, men jeg er også overbevist om, at regeringens initiativer med integrationsydelse, kontanthjælpsloftet og 225- timersreglen har en effekt.

I perioden fra april 2016 til maj 2018 faldt det samlede antal offentligt forsørgede med i alt 49.400 fuldtidspersoner. Langt den største del af faldet skyldes færre personer i kontanthjælpssystemet og på efterløn, mens antallet af personer på førtidspension, fleksjob, ledighedsydelse, ressourceforløb, revalidering, forrevalidering samt sygedagpenge og jobafklaringsforløb steg med 5.100 fuldtidspersoner.  

Efter kontanthjælpsloftet har en typisk familie med to børn på kontanthjælp efter skat 23.800 kroner i samlede offentlige ydelser om måneden.

Find tallene og læs mere (PDF)

 

 

Kontakt

Pressevagt

51232830