Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 09-04-2020

Regeringen vurderer hjælpepakkerne sikrer mindst 100.000 job

Med over 55.000 ansøgninger til hjælpeordningerne, som er lavet på baggrund af udbruddet af coronavirus, vurderer Erhvervsministeriet, at ordningerne holder hånden under mindst 100.000 job.

Skærtorsdag rundede antallet af ansøgninger til regeringens hjælpepakker mere end 55.000. Det fortalte Erhvervsminister Simon Kollerup på et pressemøde i Finansministeriet torsdag formiddag. Her gav erhvervsministeren, finansministeren, beskæftigelsesministeren og skatteministeren en status på hjælpepakker, som er blevet vedtaget af regeringen og Folketingets partier i forbindelse med udbruddet af coronavirus.

Erhvervsministeren fortalte også, at regeringen vurderer, at det betyder hjælpepakkerne holder hånden under i hvert fald 100.000 job. 

Erhvervsminister Simon Kollerup:

- Det er en meget ekstraordinær situation og alvorlig økonomisk periode for Danmark i øjeblikket. Derfor har regeringen spændt et historisk stort sikkerhedsnet på. Ca. 300 milliarder kroner ud under danske arbejdspladser og virksomheder. Nu er alle hjælpeordningerne oppe og køre, og vi kan se, at der er over 55.000, der har ansøgt indtil videre.

- Det viser på den ene side, hvilken alvorlig situation vi står i, men det viser på den anden side også, at ordningerne har deres berettigelse. Vi ved i dag, at mindst 100.000 danskere kan beholde deres vante job og komme hjem til familien med den normale lønseddel og dermed undgå en fyreseddel, og det glæder mig utrolig meget i disse tider. Det er helt afgørende, at vi hjælper så mange danske lønmodtagere, småerhvervsdrivende, selvstændige og virksomheder igennem krisen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard:

- Situationen er ganske alvorlig, og corona-krisen går også hårdt ud over dansk økonomi. Langt flere end normalt har meldt sig ledige, og det er gået særligt hårdt ud over dem med mindst uddannelse. Derfor har regeringen også handlet hurtigt med historisk store hjælpepakker, og vi kan nu se helt tydeligt, at de har reddet tusindvis af arbejdspladser, som ellers ville være gået tabt. Der kunne altså have været langt flere ledige, hvis ikke vi havde handlet så hurtigt og markant. Det er der grund til at glæde sig over. Men vi skal hjælpe endnu flere. Derfor har vi netop i dag taget hul på forhandlinger med Folketingets øvrige partier om at forbedre pakkerne yderligere. Sammen får vi dansk økonomi så sikkert igennem krisen som overhovedet muligt.

Tallet baserer sig på et skøn fra Erhvervsministeriet på baggrund af antallet af ansøgninger, som er modtaget til de hjælpepakker, som er blevet oprettet i forbindelse med udbruddet af coronavirus, og som administreres af Erhvervsstyrelsen.

Det er følgende ordninger:

  • Lønkompensationsordning
  • Kompensationsordning til selvstændige
  • Kompensationsordning til freelancere
  • Kompensationsordning for faste udgifter
  • Kompensationsordning for aflyste arrangementer

Yderligere informationer og kriterier for at få del i ordningerne findes på virksomhedsguiden.dk, hvor der er link til ansøgningsblanketter

Kontakt

Pressevagt

51232830