Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 15-08-2020

Jørn Neergaard bliver formand for pensionskommissionen

Pensionssystemet skal ses efter i sømmene. Forligspartierne bag Aftale om ret til seniorpension for nedslidte har derfor nedsat en kommission om tilbagetrækning og nedslidning. Kommissionen skal ledes af tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen.

I lyset af en stigende folkepensionsalder og flere ældre, vil partierne bag aftalen sikre, at pensionssystemet fortsat understøtter, at de seniorer, der kan og vil blive på arbejdsmarkedet, også vælger dette. Kommissionen skal også se på, om pensionssystemet er indrettet hensigtsmæssigt i forhold til de seniorer, som må trække sig tilbage før folkepensionsalderen. Dette er en række af de opgaver, som kommissionen skal se på. 

Kommissionen skal derudover afdække virkningerne af en lempeligere levetidsindeksering, så folkepensionsalderen stiger i et langsommere tempo for årgange, som går på pension fra 2040. 

Nedsættelse af kommissionen sker som led i udmøntningen af Aftale om ret til seniorpension for nedslidte, som VLAK-regeringen indgik med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i maj 2019. 

Kommissionen skal afslutte sit arbejde med afrapportering til regeringen og forligspartierne senest i 1. kvartal 2022. Kommissionens øvrige medlemmer udpeges i løbet af efteråret. 

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Det er godt, at vi nu har nedsat pensionskommissionen. Lidt senere end forventet på grund af corona skal den i gang med at se på, hvordan vores pensionssystem kan blive bedre. Det er der brug for, fordi der er en række udfordringer. Vi skal samtidig tænke os rigtig godt om, fordi pensionen er forsørgelsesgrundlaget for så mange mennesker. Jeg er glad for, at Jørn Neergaard, der kender pensionssystemet til fingerspidserne, har takket ja til opgaven. Når vi har kommissionens anbefalinger, skal vi drøfte dem politisk. Det ser jeg frem til. Det ændrer ikke på, at det haster med at finde en løsning for de typisk ufaglærte og faglærte, der efter mange år på arbejdsmarkedet ikke kan følge med, når pensionsalderen stiger. De skal kunne trække sig værdigt tilbage før tid. Derfor fremlægger vi også snart som lovet en ret til tidlig pension.

Jørn Neergaard siger:

- Jeg er glad for den tillid, der bliver vist mig ved at udnævne mig som formand for pensionskommissionen. Pension er et utroligt vigtigt emne både for den enkelte og for vores samfundsøkonomi. Jeg har beskæftiget mig med pension - ikke mindst arbejdsmarkedspension i en stor del af mit arbejdsliv. Nu glæder jeg mig til at tage fat på denne opgave. 

Beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V) siger:

- Det glæder mig meget, at tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen nu skal stå i spidsen for den kommission, vi aftalte skulle nedsættes i forbindelse med aftalen om seniorpension, som Venstre stod i spidsen for at gennemføre. Kommissionen får til opgave at se pensionssystemet efter i sømmene. Jeg ser meget frem til at læse kommissionens arbejde, så vi derefter kan få en politisk diskussion på et oplyst grundlag om vores fremtidige pensionssystem. 

Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) siger:

- Det har været vigtigt for Dansk Folkeparti, at der bliver undersøgt, hvilke muligheder der kan skabes for at kombinere pension og senere tilbagetrækning. Det har også været vigtigt, at der undersøges, om den længere levetid kan skyldes, at lægerne er blevet bedre til at forlænge levetiden, uden at man af den grund kan klare flere år på arbejdsmarkedet, hvilket betyder, at levetidsindekset ikke medfører flere gode år på arbejdsmarkedet. 

Beskæftigelsesordfører Samira Nawa (R) siger:

- I Radikale Venstre ser vi et stort behov for at få kvalificeret samtalen om fremtidens pensionssystem. For der er ingen snuptagsløsninger, når vi både skal sikre, at også fremtidens seniorer har mulighed for at leve meningsfulde liv og samtidig skal sikre økonomien, så vi fortsat har råd til velfærd og grøn omstilling. Jørn Neergaard og den øvrige kommission har dermed en vigtig og svær opgave for sig. Og jeg ser meget frem til at se resultatet af arbejdet. 

Beskæftigelsesordfører Naser Khader (K) siger:

- Vi er glade for, at der bliver nedsat en kommission med eksperter, som kigger hele pensionsområdet og tilbagetrækning grundigt igennem. Pensionssystemet har stor betydning for danskerne og dansk økonomi. Med den her kommission sikrer vi, at der bliver truffet politiske beslutninger på et oplyst grundlag. 

Beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S) siger:

- Jeg ser frem til et glædeligt gensyn med Jørn, nu hvor han bliver sat i spidsen for det meget vigtige arbejde med at se på, hvad der skal ske med pensionssystemet efter 2040. Jeg kender Jørn, som både en yderst kompetent og vidende person, og som en der både rummer lune og handlekraft. De egenskaber får han brug for i sit arbejde i spidsen for pensionskommissionen. Jeg ønsker ham god vind med arbejdet og ser frem til at diskutere pensionssystemets indretning efter 2040 med ham og alle andre, når arbejdet er færdigt. 

Kontakt

Pressevagt

51232830