PRESSEMEDDELELSE / 19-09-2020
AES genoptager sager om PTSD efter dom fra Vestre Landsret
På baggrund af en ny dom fra Vestre Landsret har Erhvervssygdomsudvalget besluttet at igangsætte en udredning om PTSD, og at de, der tidligere har fået afvist en sag om PTSD, kan få den genoptaget, hvis afslaget alene har været begrundet med en manglende tidsmæssig sammenhæng.
Siden 2013 har det været et krav for at få anerkendt PTSD som en arbejdsskade, at symptomer på sygdommen skulle være opstået umiddelbart og ikke senere end seks måneder efter en traumatisk oplevelse i forbindelse med arbejdet, og at sygdommen skulle være fuldt ud til stede inden for få år.
Vestre Landsret har i en konkret dom vurderet, at der ikke behøver at være en sådan tidsmæssig sammenhæng, for at PTSD kan anerkendes som erhvervssygdom. Derfor sætter Erhvervssygdomsudvalget nu medicinsk forskning i gang med fokus på generelt at belyse den tidsmæssige sammenhæng og udviklingen af PTSD, så man kan vurdere, hvordan praksis for anerkendelse af PTSD på arbejdsskadeområdet skal være fremover.
Samtidig fortsætter sagsbehandlingen af de verserende sager om PTSD, og har man fået afslag alene på baggrund af manglende tidsmæssig sammenhæng, kan man få genoptaget sin sag.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:
- Det er helt afgørende, at vi sikrer ordentlige vilkår for dem, der på vegne af Danmark rejser ud i verdens brændpunkter - eller på anden måde bliver ramt af PTSD i forbindelse med deres arbejde. Nu har vi en dom fra landsretten, der indeholder en ny vurdering af den tidsmæssige sammenhæng mellem det belastende arbejde, man har været udsat for, og sygdommens opståen. Derfor er jeg glad for, at vi nu får undersøgt det her aspekt ved sygdommen yderligere. Jeg er også tilfreds med, at sagsbehandlingen af de konkrete PTSD-sager fortsætter, så ingen skal vente unødigt, og at veteraner og andre med PTSD kan få genoptaget deres sag.
Beskæftigelsesministeren vil senere på efteråret indkalde Beskæftigelsesudvalget og Forsvarsudvalget til drøftelse af den fremtidige veteranindsats.