PRESSEMEDDELELSE / 07-10-2020
Over 700.000 kroner fra varslingspuljerne til afskedigede fra Micro Matic
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har bevilget 720.000 kroner, så 52 opsagte medarbejdere på Micro Matic kan få opkvalificering og hjælp til jobsøgning.
Micro Matic i Odense leverer udstyr til tapning af fadøl, som blandt andet sælges til festivaller og barer. Virksomheden oplever et kraftigt fald i antallet af ordre på grund af corona-krisen og fyrer 52 af de 151 medarbejdere.
Industrivirksomheder er generelt tilbageholdende med nye ansættelser, da fremtiden er usikker, og eksporten også er ramt. Derfor vil det være svært for de afskedigede umiddelbart at finde et andet job på det lokale arbejdsmarked.
Samtidig er en større del af de opsagte ufaglærte og har arbejdet op mod 20 år i virksomheden. De er blevet sidemandsoplært og har derfor ikke papir på deres kompetencer. Kompetencerne er for nogens vedkommende også forældet og matcher ikke, hvad virksomheder efterspørger i dag. Herudover er gennemsnitsalderen på de fyrede over 50 år, og erfaringerne viser, at denne gruppe er i større risiko for at blive langtidsledige.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har derfor dispenseret for reglerne og bevilget de ansøgte 720.000 kroner. Pengene skal bruges på hjælp til at udarbejde CV og til jobsøgning. Der vil også være mulighed for opkvalificering, som skal rette sig mod brancher med gode beskæftigelsesmuligheder, fx servicefag, SOSU-fag samt byggebranchen.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:
- Det nye forhøjede smittetryk understreger, at corona stadig er en kæmpe udfordring, og industrivirksomheder er i den grad nogle af dem, der er hårdt ramt – også fordi eksporten er mærkbart mindre. Det er trist, hver gang virksomheder må ud i større fyringsrunder, for det rammer den enkelte hårdt. Det kan være både mentalt, i forhold til ens identitet og måske også økonomisk. Der skal vi som samfund hjælpe dem videre. Jeg håber, at midlerne vil være med til, at de afskedigede hurtigt kan finde et nyt job.
- Det glæder mig, at den nye aftale om arbejdsfordeling netop er trådt i kraft. Med aftalen, som regeringen og arbejdsmarkedets parter landede i slutningen af august, får virksomheder med tyndere ordrebøger bedre mulighed for at dele arbejdet ud på flere medarbejdere og på den måde undgå afskedigelser.
De Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR) kan inden for rammerne af varslingspuljerne bevilge midler til en varslingsindsats, hvis en virksomhed afskediger mindst 50 procent af medarbejderne på et arbejdssted med mindst 100 ansatte. Ministeren kan give en dispensation fra dette, hvis mulighederne for at finde andet arbejde på det lokale arbejdsmarked er begrænset, og der er tale om afskedigelser af et ikke ubetydeligt omfang.