PRESSEMEDDELELSE / 11-12-2020
Flere penge til indsats mod seksuel chikane og psykisk arbejdsmiljø
Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er enige om at styrke Arbejdstilsynet for at øge indsatsen målrettet seksuel chikane og psykisk arbejdsmiljø.
Arbejdstilsynet får 10 millioner kroner ekstra de næste to år til at forebygge seksuel chikane på arbejdspladserne.
De sammenlagt 20 millioner kroner vil give Arbejdstilsynet mulighed for at styrke tilsynet med og dialogen om det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladserne. Hvis Arbejdstilsynet i sager om fx krænkende adfærd vurderer, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljøreglerne, kan Arbejdstilsynet give et påbud.
Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:
- Det er godt, at vi kan gøre en ekstra indsats for at forebygge, at man bliver udsat for seksuel chikane eller føler sig krænket på arbejdet. Den slags skal vi i fællesskab arbejde på at komme til livs.
- Det handler om at få skabt en kulturændring på arbejdspladsen, og her bærer arbejdsgiverne ansvaret, men det er vigtigt, at vi politisk hjælper med til, at alle kan gå på arbejde uden at blive udsat for krænkende adfærd.
- I den aktuelle #metoo-debat har flere modige kvinder fortalt om en lang række eksempler på seksuel chikane, og det skal vi ikke sidde overhørigt. Det handler om at gøre en forskel for almindelige lønmodtagere og især dem i lavtlønsjob, som kan være særligt udsatte for sexchikane. Sagerne skal håndteres konsekvent og med respekt. Men vi skal i højere grad sikre, at sagerne ikke sker, og derfor skal vi være bedre til at forebygge og være med til at bryde tabuet og ændre kulturen på arbejdspladserne. Det får Arbejdstilsynet bedre mulighed for nu.
Arbejdspladserne skal gøre en større indsats for at forebygge seksuel chikane og sørge for, at sager bliver håndteret mere konsekvent. I sidste måned lancerede regeringen derfor 14 initiativer, der skal være med til at skabe en kulturændring på danske arbejdspladser. Blandt andet vil regeringen indkalde arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger for at undersøge behovet for at kigge på lovgivningen.