Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 07-12-2020

Hjælp til familier med hjemsendte børn og udsatte grupper forlænges

Mulighederne for barselsdagpenge til forældre med hjemsendte børn og sygedagpenge for personer i særlig risiko ved corona-smitte bliver forlænget frem til 31. marts 2021. Det samme gør arbejdsgiveres ret til refusion fra første fraværsdag for lønmodtagere, der er smittede eller i karantæne på grund af covid-19.

Corona-pandemien vil også i det nye år have kraftig indvirkning på arbejdsmarkedet. Derfor har regeringen valgt at forlænge en række ordninger, som hjælper lønmodtagere, arbejdsgivere og selvstændige med at få tingene til at hænge sammen, frem til 31 marts 2021. De udløb ellers alle ved årsskiftet.

Nogle forældre oplever udfordringer med at passe deres børn som følge af corona og sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Forældre til børn som enten er smittede med corona eller hjemsendt som nær kontakt kan få barselsdagpenge for 10 dage per barn i perioden 1. januar til 31. marts.  

Ordningen gælder både lønmodtagere og selvstændige og omfatter børn op til og med 13 år. Forældrene skal opfylde barselslovens betingelser for ret til dagpenge, herunder beskæftigelseskravet. Derudover er det en betingelse, at forældrene ikke har omsorgsdage, afspadsering eller sygedage, der kan bruges på pasning af barnet. Forældrene skal ikke bruge deres feriedage, inden de kan benytte ordningen.

En række borgere har en øget risiko for et langstrakt eller alvorligt sygdomsforløb ved smitte med COVID-19 og er derfor forhindret i at udføre deres arbejde. Gruppen af personer i særlig risiko ved smitte med corona kan få sygedagpenge i den periode, de ikke kan møde på arbejde på grund af smittefaren. Ordningen omfatter også lønmodtagere, der er pårørende til personer i øget risiko ved smitte med covid-19. Arbejdsgivere, der betaler løn under fraværet, kan få sygedagpengerefusion fra første fraværsdag. Det kræver dog, at det ikke kan løses ved at arbejdsopgaver eller arbejdspladsen tilpasses, og at arbejdet ikke kan laves hjemmefra.

Arbejdsgivere får ret til refusion fra første fraværsdag for lønmodtagere, der er smittet eller formodet smittet med corona samt personer, der er i selvisolation, fordi de er nærkontakt til en smittet. Selvstændige i samme situationer får ret til sygedagpenge fra kommunen fra første fraværsdag.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg er glad for, at vi kan forlænge ordningerne, og der er bred opbakning til dem. Der vil gå en rum tid, før vi er sluppet af med corona-virusset, og det er vigtigt, at vi fortsat kan hjælpe lønmodtagere, arbejdsgivere og selvstændige med nogle af de udfordringer, som hele denne ekstraordinære situation på arbejdsmarkedet giver.

- Ordningerne er et udtryk for, at der er fleksibilitet fra alle parter, så hverdagen kan gå op, og jeg sætter stor pris på, at der er den forståelse. Forlængelserne kan forhåbentlig give noget ro i maven hos de berørte forældre, udsatte borgere, arbejdsgivere og selvstændige.

Samlet forventes ordningerne at koste omkring 500 millioner kroner.

Kontakt

Pressevagt

51232830