Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 24-03-2021

Fra i dag kan man bestille de sidste feriepenge – i alt 56 mia. kr.

Med få klik kan landets lønmodtagere fra i dag bestille de sidste ugers indefrosne feriepenge. For at få gang i økonomien har et bredt flertal i Folketinget besluttet, at man kan få udbetalt pengene før tid.

Lønmodtagerne har i alt 56 milliarder kroner til gode, som kan være med til at få gang i samfundsøkonomien efter en svær tid.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Det er godt, at lønmodtagerne nu kan få deres feriepenge, så de kan være med til at hjælpe økonomien tilbage på sporet. Vi håber, at pengene vil blive brugt på danske varer og i lokale butikker og virksomheder, som har været hårdt ramt af coronaen. Fra udbetalingen i efteråret kan vi se, at pengene sparkede gang i omsætningen. Også denne gang er det tiltrængt. 

- Mange af pengene ligger fortsat i virksomhederne. I en i forvejen svær tid har vi ikke villet bede virksomhederne om at indbetale feriepenge tidligere end oprindeligt planlagt. Derfor lægger staten ud, så pengene hurtigt kan komme ud og være med til at redde danske arbejdspladser. Det har været helt centralt for regeringen fra dag ét. Derfor har vi blandt andet lavet lønkompensation, der har forhindret tusindvis af fyringer.

I alt har arbejdsgiverne indberettet ca. 108 milliarder kroner i indefrosne feriepenge. Oprindeligt skulle de indefrosne feriepenge være udbetalt, når man når folkepensionsalderen, medmindre man inden da af andre grunde trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og man i den forbindelse beder om feriepengene.

Lønmodtagerne hævede i efteråret omkring 52 milliarder kroner før skat. Man kan bestille pengene på borger.dk, og der går op til ti dage til de kommer ind på bankkontoen. Nogle kan opleve at skulle vente lidt længere, det vil eksempelvis gælde personer med særlige skatteforhold.

Det er frivilligt, om man vil have sine feriepengene udbetalt nu eller vente til senere. Lader man dem stå, vil de blive forvaltet af LD Fonde.

Sådan får du dine feriepenge

  • Fra onsdag den 24. marts og frem til 31. maj 2021 kan du bede om at få dine sidste ugers indfrosne feriepenge udbetalt
  • Du skal gå ind via borger.dk/bestilferiemidler
  • Log på med NemID
  • Vælg ansættelsesforhold. Langt de fleste vil være lønmodtagere, men enkelte grupper vil skulle ansøge via en blanket
  • Herefter kan du se, hvor meget du får udbetalt. Beløbet er før skat
  • Bekræft en Tro & Love erklæring
  • Tryk på ”Bestil feriemidler”
  • Du får en kvittering, og pengene vil blive sat ind på din Nem-Konto
  • Efter få dage modtager du et brev med præcis angivelse af, hvor mange penge du får udbetalt, og hvornår pengene udbetales
  • Du skal forvente, at der går op til to uger, fra du beder om pengene, til du får dem udbetalt på din konto

Hvis du ikke beder om pengene nu, bliver de stående i LD Fonde, og du får dem automatisk udbetalt ved folkepensionsalderen, medmindre du inden da af andre grunde forlader arbejdsmarkedet, og du i den forbindelse beder om pengene. Man har mulighed for at lade feriepengene blive stående som en opsparing også efter folkepensionsalderen.  

Læs mere om udbetalingen af dine feriemidler på borger.dk/feriemidler Læs mere om dine opsparede feriemidler hos LD Fonde

Kontakt

Pressevagt

51232830