PRESSEMEDDELELSE / 03-03-2022
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards kommentar til ledighedstallet for januar 2022
I januar 2022 var der 76.800 ledige. Det er 5.000 flere end måneden før, svarende til en stigning i ledigheden på 6,9 procent. Ledigheden som procent af arbejdsstyrken er steget fra 2,5 til 2,7 procent.
I december blev der registret et ekstraordinært stærkt fald i ledigheden på 9.400 fuldtidspersoner. Det hang sammen med ferieafholdelsen mellem jul og nytår og overgangen til samtidighedsferie pr. 1. januar 2022.
Sammenlignet med januar 2021 er ledigheden faldet med ca. 52.000 fuldtidspersoner, svarende til et fald i ledigheden på 40 procent.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:
- Vi ser nu for første gang længe en stigning i ledigheden. Det hænger sammen med flere forhold. For eksempel har overgangen til samtidighedsferie påvirket ledighedstallet for december. Det ændrer dog ikke ved, at ledigheden fortsat er helt i bund og beskæftigelsen rekordhøj. Langtidsledigheden er ligefrem den laveste siden september 2009.
- Det er der al mulig grund til at glæde sig over – på vegne af os alle sammen, men især de mange kontanthjælpsmodtagere og ikke-vestlige indvandrere, som under det nuværende opsving er kommet med i det arbejdende fællesskab.
- Derfor er det også ekstra vigtigt, at alle nu lægger sig i selen for dels at holde fast i de mange mennesker som er kommet med på vognen, dels giver en chance til alle dem, der gerne vil ud og tage en tørn for fællesskabet. Det gælder ikke mindst seniorerne og alle dem, som under coronakrisen har spillet en nøglerolle ift. at få smitteopsporingen og testcentrene til at fungere.
- Selvom dansk økonomi er i storform, påvirker den aktuelle situation i Ukraine selvfølgelig den økonomiske situation. Der er stigende inflation og den økonomiske situation er mere usikker. Men vi har et stærk udgangspunkt og følger selvfølgelig udviklingen tæt.