PRESSEMEDDELELSE / 31-05-2022
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards kommentar til ledighedstallet for april 2022
I april 2022 var der 70.000 ledige. Det er 900 færre end måneden før svarende til et fald i ledigheden på 1,2 procent. Ledigheden som procent af arbejdsstyrken er dermed nu nede på 2,4 procent.
Dermed ligger ledigheden nu på niveau med ledigheden i juni 2008 og altså inden finanskrisen. Man skal gå næsten 50 år tilbage i tiden for at finde en lavere ledighed end det nuværende niveau.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:
- Ledigheden er nu på det laveste niveau i knap 14 år. Det er en virkelig glædelig nyhed. For os alle sammen, men især de mange kontanthjælpsmodtagere, langtidsledige og ikke-vestlige indvandrere, som er kommet med i det arbejdende fællesskab. Det er ikke kommet af sig selv, men skyldes i høj grad, at regeringen har ført en ansvarlig og retfærdig økonomisk politik. Det høster vi nu frugterne af, og det gør mig selvsagt ufatteligt stolt og glad.
- Selvom der er rigtig godt gang i hjulene herhjemme, sætter krigen i Ukraine selvfølgelig også sine tydelige spor herhjemme. Forbrugerpriserne er steget markant, og det gør lige nu ondt hos visse grupper af borgere. Det tager vi meget seriøst i regeringen, og har derfor allerede sammen med et flertal af Folketingets partier iværksat flere initiativer til hjælp for de borgere, som rammes særligt hårdt.
- Regeringen er stærkt optaget af at sikre de fordrevne ukrainere en tryg og god tilværelse i Danmark. Samtidig skal vi gøre alt, hvad vi kan for at danskerne ikke oplever forringelser i børnehaver og på skoler. Derfor er jeg glad for, at det lykkedes at lande en aftale, som gør det mere attraktivt for pensionister og efterlønnere at trække i arbejdstøjet for at give et nap med i disse ekstraordinære tider.