PRESSEMEDDELELSE / 12-08-2022
Stigende energipriser: Kompensation til borgere kan snart udbetales
En række borgere kan få udbetalt deres kompensation for stigende energipriser i slutningen af september eller midten af oktober.
Regeringen indgik i juni 2022 en aftale med Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti om Kompensation af borgere for stigende energipriser.
Der er fortsat tale om en ekstraordinær situation med høje energipriser. Regeringen er derfor optaget af, at pengene kommer ud til borgerne hurtigst muligt og vil snarest muligt anmode Folketingets formand om, at lovforslaget bliver hastebehandlet inden Folketingets åbning. Det forventes, at lovforslaget kan være færdigbehandlet og vedtaget den 8. september.
Konkret medfører det, at udbetalingen af første rate af den skattefrie ældrecheck på 2.500 kr. skattefrit kan blive udbetalt i slutningen af september, og at engangsbeløbet på 2.000 kr. skattefrit til SU-handicaptillægsmodtagere og enlige forsørgere kan blive udbetalt senest i midten af oktober.
Engangsbeløbet til personer på tilbagetrækningsydelser på 2.000 kr. skattefrit vil blive udbetalt i starten af 2023. Det samme gælder for anden rate af den skattefrie ældrecheck på 2.500 kr.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:
- Der er ingen tvivl om, at mange danskere har svært ved at få pengene til at række på grund af de stigende priser. Kort før sommerferien indgik vi en aftale med en bred række af Folketingets partier, der gav en håndsrækning til nogle af dem, som er særligt udfordret, heriblandt pensionister, der modtager ældrecheck.
- Vi vil nu anmode Folketingets formand om at indkalde til hastebehandling i slutningen af august. Vi håber på Folketingets partiers velvilje, så vi hurtigst muligt kan få hjælpen ud til danskerne.
- Hvis Folketingets partier godkender hastebehandlingen, så håber og forventer jeg, at de berettigede personer kan have pengene på kontoen, inden de skal betale oktober måneds regninger.